18-09-2000 |
|
Dalstrup Centret |
![]() |
Realiseringen af planen for opførelse af boliger til erstatning for amtsinstitutionen Dalstrup Centret, (billedet), er nu så langt fremme, at byggeriet af de 10 almene boliger og 12 amtslige boformer med tilhørende fælleshus til sindslidende, har taget sin begyndelse i Dolmer ved Grenaa. Første spadestik til byggeriet, der er beliggende på et areal midt i Dolmer by mellem Dolmer Bygade og Tyvhøjvej, blev taget fredag den 15. september klokken 13.00 på Dolmer Vænget i Dolmer.
I forbindelse med udflytningen fra Dalstrup til Dolmer har der været afholdt orienteringsmøder med Dolmer-borgerne, hvoraf nogle som udgangspunkt nok har været lidt nervøse for, hvad etableringen af en amtsinstitution for sindslidende ville medføre for det lille landsbysamfund, der ligger for foden af Baunhøj. Senest blev der afholdt et sådant møde på Dalstrup-Centret den 30. august, hvor en snes Dolmer-borgere mødte op for at blive klogere på deres nye naboer. Økonoma på Dalstrup Centret, Maria Kazimierska Andersen fortæller, at det kom der en god snak ud af foruden hyggeligt samvær omkring et veldækket kaffebord med forskelligt bagværk. Specielt ét af køkkenets frembringelser vakte begejstring, og på en forespørgsel om ikke Maria ville udlevere opskriften, svarede hun blot - kæk som hun er - »at den kunne de om føje tid læse i avisen«. Som sagt så gjort. Maria har efterfølgende henvendt sig til redaktionen, der naturligvis ikke vil lægge hindringer i vejen for udbredelsen af en god kageopskrift. Her kommer den så - »Dolmer-tærten«:
Masse 1 - består af 200 gram mel, 125 gram margarine, 50 gram flormelis og 1/2 stk. æg.
Masse 2 - består af 150 gram kransekagemasse eller marcipan, 120 gram sukker, 1 æg, 1 æggehvide foruden 5 stk. æbler og lidt valnøddekerner.
Mørdejen (masse 1) samles sammen og lægges på køl i cirka 1 time. Masse 2 røres godt sammen, æbler skrælles og deles i både, nødder hakkes groft, en tærteform smøres og beklædes med mørdejen, æblerne lægges på og masse 2 hældes i. Tærten bages herefter ved 180 grader i cirka 30-40 minutter.
Opskriften på Dolmer-tærten er hermed viderebragt. God fornøjelse - og velbekomme!
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000