18-09-2000

Butikstyv taget i tøjforretning

Grenaa Blad logo

Personale fra Tøjeksperten Olrik i Østergade i Grenaa snuppede fredag den 8. september en butikstyv. En 33-årig mand forsøgte at stjæle fire par cowboybukser til en værdi af 400 kroner, men det blev ved forsøget, for personalet satte efter ham, og bragte ham tilbage til butikken. Herfra blev politiet tilkaldt. De tog sig herefter af tyveknægten, som af samme butik blev anklaget for at have stået bag et lignende butikstyveri den 25. august, hvor en tyv slap afsted med to par cowboybukser. Dette forhold nægtede han dog at have begået, men politiet har ikke desto mindre valgt at sigte ham for dette også. Den 33-årige er fra Grenaa.


Samme eftermiddag - og på næsten samme klokkeslet - blev der begået butikstyveri hos Svenstrup Sko i samme gågade og meget tæt derved. En 13-årig pige fra Trige ved Århus forsøgte at stjæle en hvid læderpung til en værdi af 180 kroner, men det blev altså ved forsøget. Hun blev med andre ord også opdaget. Straffet kan hun dog ikke blive, da hun er under den kriminelle lavalder.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000