18-09-2000

Vold i toget og vold i Østergade

Grenaa Blad logo

Grenaa Politi har måttet tage sig af en voldssag, der fandt sted i nærbanetoget, der kører mellem Århus og Grenaa. På strækningen mellem Ryomgård og Trustrup skete der nemlig en voldsepisode torsdag den 7. september klokken 23.50. En ukendt mandsperson så sig af én eller grund gal på en 20-årig mand fra Trustrup, og gav derpå udtryk for sit mishag ved at give ham et nakkedrag. Den 20-årige led ikke fysisk overlast i voldsom grad, men politiet behandler ikke desto mindre sagen som en regulær voldssag. Ordensmagten har endnu ikke haft fat i vedkommende, så eventuelle vidner må meget gerne melde sig på banen.


Dagen efter - fredag den 8. september - var den gal igen. Ved Østergade 15 i Grenaa blev en 18-årig mand fra Grenaa ved midnatstid overfaldet af en jævnaldrende ungersvend. Voldsmanden var imidlertid lidt uheldig, idet en patruljevogn gled forbi samtidig med, at han var ifærd med at uddele knytnæveslag til ansigtet og spark i nakken og ryggen. Sammen med en kammerat forsøgte voldsmanden at stikke af fra stedet, men politifolkene løb dem op og fik fat i kravetøjet på dem begge to. Kammeraten - der ikke havde udøvet vold - fik også en nat på Politigården, eftersom han var i besiddelse af 5 gram hash samtidig med, at han under kategorien fulderik fik tildelt en overnatning i detentionen. Der var her tale om en 24-årig mand fra Grenaa.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000