11-09-2000 |
|
Loppemarked |
![]() |
Hammelev IF og Hammelev Bylaug kunne i forrige weekend endnu engang kalde til ét af Djurslands største og mest velbesøgte loppemarkeder. Det foregik sædvanen tro i og omkring Hammelev Forsamlingshus, og selv om vejret godt kunne have været bedre denne første weekend i september - det regnede stort set hele weekenden og blæste tillige en »halv pelikan« om søndagen - så lagde det ikke den store dæmper på søgningen til loppemarkedet. Således var der sædvanen tro sort af mennesker i Hammelev - og ingen ledige parkeringspladser i miles omkreds - da loppemarkedet blev skudt i gang lørdag eftermiddag klokken 13.00. Men man er heller ikke dybt afhængigt af godt vejr, for igen i år kunne man drage nytte af at være under tag i Hammelev-smeden, Esben Møllers, erhvervslokaler i Hammelev, der ligger klods op af forsamlingshuset. Påny var der blevet samlet et stort antal effekter ind til loppemarkedet, hvis overskud bruges til foreningsarbejdet i den lille landsby udenfor Grenaa. En hård kerne af frivillige hjælpere samler ind hele året til loppemarkedet, men det er først og fremmest i ugerne op til selve loppemarkedet, at der rigtig tages fat på indsamlingsarbejdet.
Og forresten, så behøver dårligt vejr ikke være skidt for et loppemarked. I stedet for at gå i haven, valgte mange sikkert at tage til loppemarked i Hammelev, hvor der var mulighed for at gøre mangt en god handel med de mange sælgere.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000