11-09-2000 |
|
FDB-formand med til at åbne college-elevers minimarked! |
![]() |
Detailhandels College Denmark (DCD) er FDB's skole for koncernens elever. Skolen drives i samarbejde med Grenaa Handelsskole og er beliggende på adressen Stadionallé 2 ved Grenaa Idrætscenter. Mandag i sidste uge fik skolen fint besøg, idet FDB's formand, tidligere kulturminister Ebbe Lundgaard, kom forbi for at hjælpe et nyt kuld elever på DCD med at indvie elevernes egen butik. Grenaa Kommunes repræsentant i seancen var 1. viceborgmester Mogens Blach (V).
Skolens elever kommer til Grenaa fra hele landet for at tage deres HG-uddannelse, inden de skal ud i FDB-butikkerne. Eleverne bor ved skolen og har ud over de sædvanlige handelsskolefag butikspraksis og idræt på skemaet. Alle elever har en uddannelsesaftale med FDB inden optagelsen på skolen og får løn under skoleopholdet.
Hvert år skal de nye DCD-elever opstarte deres butik fra bunden i lokalerne, der kun indeholder nødvendigt inventar og computere. På den måde får eleverne mulighed for at omsætte teori til praksis og lære af deres egne erfaringer.
Talerækken ved indvielsesceremonien på DCD blev indledt af elev Anders Fraulund fra Kvickly Holbæk, der kunne fortælle, at forarbejdet forud for åbningen af butikken havde bestået i etablering af flere arbejdsgrupper, der så havde påtaget sig hver sin opgave i relation til butikken. Det være sig sortimentsgruppen, indretningsgruppen, personalgruppen, markedsføringsgruppen, disponeringsgruppen, økonomigruppen og receptionsgruppen, der havde stået for forberedelsen til indvielsesdagen - herunder inviteret Ebbe Lundgaard til Grenaa.
Han gratulerede for sin del elever med et indtil videre flot udført arbejde, og bød dem endvidere velkommen til en spændende og dramatisk fremtid i den danske detailhandel, der for tiden påvirkes kraftigt af internationale strømninger, og i det hele taget befinder sig i en turbulent konkurrencesituation, hvor det er de stærke og visionære kæder, der overlever.
En kampplads
- Detailhandelen bliver en kampplads, og i den kamp agter vi i FDB at stå blandt vinderne. Til det formål skal vi skabe en god og attraktiv arbejdsplads for de relativt få unge mennesker, som arbejdsmarkedet kæmper om i disse år. Det vil vi gøre alt hvad der står i vores magt for at give Jer, sagde han blandt andet.
Mogens Blach holdt også en tale, og han tænkte blandt andet tilbage på Grenaa Kommunes rolle i etableringen af DCD. Den var ikke helt ubetydelig, for der skulle handles hurtigt, da forhandlingerne mellem FDB og Grenaa Handelsskole omkring oprettelse af en collegeuddannelse i Grenaa, gik i gang. Den gældende lokalplan for området, hvor DCD ligger, gav nemlig ikke mulighed for et sådant byggeri, men et stort flertal i Grenaa Byråd - SF var ikke begejstret for konsekvenserne for områdets naturværdier ved et sådant byggeri - vedtog en ny lokalplan for området, så byggeriet kunne gå igang i august 1995. Året efter stod DCD klar til brug - resten er historie.
- Sådan noget gør en kommune gerne, når der skal støttes op omkring et interessant og godt projekt, og et sådant var der tale om her. Den indstilling står stadig ved magt her fem år senere, og det er jo kun glædeligt for alle parter. Jeg håber I befinder Jer godt her i Grenaa, som ganske vist er en relativt lille by, men helt uformående på det kulturelle område er vi da ikke, sagde Mogens Blach.
Og så blev snoren til butikken ellers klippet over af viceborgmester og FDB-formand, hvorefter den var åben for DCD's elever. Overskuddet fra butikken er tiltænkt en studietur senere i uddannelsesforløbet for de 48 elever, der er fordelt på to klasser på DCD.
Detaildivision fik også besøg
Grenaa Handelsskoles Detildivision, der også har et omfattende samarbejde med FDB, fik også besøg af Ebbe Lundgaard. Detaildivisionen står for uddannelse af alt personale med tilknytning til detailhandlen. Det drejer sig både om elever, mellemledere og afdelingsledere.
DCD Grenaa var i øvrigt her i søndags vært for de årlige Obs-Lege, der blev afviklet på Grenaa Stadion med deltagelse af 700-800 Obs'ere. Vinderne af de forskellige idrætsgrene fik overrakt deres præmier af ingen ringere end kvindehåndboldlandsholdets tidligere superstjerne, Anja Andersen.
DCD har en enkelt gang tidligere været vært for disse Obs-Lege.
besøg FDB på adressen http://www.fdb.dk.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000