04-09-2000 |
|
Et uansvarligt finanslovsforslag |
![]() |
Landboforeningens formand:
- Et uansvarligt finanslovsforslag
Formanden for Djursland Landboforening, Per Blach, er ikke imponeret over det finanslovsforslag, som finansminister Mogens Lykketoft præsenterede i sidste uge. Han udtaler følgende:
- Regeringens netop fremlagte forslag til en ny finanslov tager, som finansministeren udtrykker det, udgangspunkt i den gode, solide danske økonomi. Så er det beskæmmende at konstatere, at landbrugserhvervet endnu engang skal lægge ryg til en lang række af besparelser. Bortfaldet af det midlertidige loft på 8 promille af grundskylden er den suverænt største enkeltpost. Der har i den periode, hvor loftet har været gældende, været en kraftig stigning i grundværdierne, ligesom en lang række kommuner har opjusteret grundskyldspromillen. Skat på produktionsjord er i forvejen en meget asocial skat, der forfalder til betaling, uanset om der er indkomst eller ej - alene af den årsag bør den helt fjernes, udtaler Per Blach, og fortsætter:
- Efter de seneste to års helt uacceptable indkomstforhold, hvor mange landmandsfamilier har haft røde tal på bundlinien, er denne tendens nu endelig vendt. Der forestår en målrettet indsats, før det socialdemokratiske/radikale forslag bliver til en ansvarlig lov, slutter Per Blach.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000