04-09-2000 |
|
Kirsten Klein's fotografier udstilles på Grenaa Bibliotek |
![]() |
Efteråret er tiden for udstillinger, foredrag og musikarrangementer, og Grenaa Kunstforening starter nu sit efterårsprogram med en udstilling på Grenaa Bibliotek. Det er fotografen Kirsten Klein, som med sine enkle sort/hvide billeder fylder rummet i bibliotekets forhal.
Man kan med god ret kalde det forrige århundrede for »fotografiets århundrede«. Gennem billedet genser vi historien, Kirsten Klein's historie viser det enkle billedunivers, naturbilleder, rejsebilleder og landskaber med den tågede mystik som knyttes til de sort/hvide toner. »Irsk tørveland«, »Sommernat på Mandø Flak«, »Vild gulerod«, »Storm« og »Aften ved Vesterhavet« er blot et udvalg af de 42 værker, som vandreudstillingen indeholder.
Udstillingen ophænges torsdag den 7. september om formiddagen. Samme dag om aftenen er der fernisering på udstillingen. Grenaa Kunstforening håber på, at kunstneren vil kunne afse tid til selv at være til stede, men dette spørgsmål var ved redaktionens slutning i fredags ikke endeligt afklaret.
Efter ferniseringen er der oplæsning ved forfatteren Inger Christensen i forbindelse med en lyrikcafé samme aften på biblioteket. Læs herom andetsteds i Grenaa Bladet.
Udstillingen med Kirsten Klein's fotos kan beses i bibliotekets almindelige åbningstid frem til den 29. september.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000