04-09-2000

IT som ledelses-redskab

Grenaa Blad logo

Projekt »Do It Now« i Grenaa inviterer til to seminarer over emnet »IT som ledelses-redskab for små og mellemstore virksomheder«. Projekt »Do It Now« er et samarbejde mellem 12 lokale virksomheder og Grenaa Handelsskole, Grenaa Tekniske Skole, AMU-Center Djursland, VUC Djursland, VUC-Grenaa og IT-Djursland. Projektet støttes af Center for Teknologisk Udvikling (CTU) og Arbejdsmarkedsrådet for Århus Amt.


Det første seminar afholdes allerede onsdag den 6. september i indeværende uge. Det foregår på Grenaa Tekniske Skole og handler om e-buisness som konkurrence-parameter for mindre og mellemstore virksomheder. En vellykket e-buisness samler og integrerer virksomhedens forretningsstrategi, organisation, processer og IT og medfører vækst på såvel eksisterende som nye markeder samtidig med, at der spares både penge og ressourcer. Der vil i forbindelse med seminaret være et oplæg ved adm. direktør for Plejdrup.com A/S i Århus, Rene Lydiksen Gregersen med efterfølgende cafébordsdiskussion om de største muligheder og trusler i relation til e-buisness - set fra ledelsesstolen.


Det andet seminar afholdes onsdag den 27. september på Grenaa Handelsskoles Kursuscenter. Her skal det handle om ledelse og forandringer - med andre ord muligheder og udfordringer for ledere, når der gennemføres forandringer i organisationen, eller når der indføres nyt IT. Forandringer kan opleves som en alvorlig stress-belastning for medarbejderne i en virksomhed. Mange medarbejdere oplever psykologisk set et tab, når de skal arbejde med IT på nye måder. Det er derfor vigtigt for ledere at være opmærksomme på fysiske og psykiske stress-symptomer og de reaktioner, det kan medføre blandt medarbejderne. Hvilke krav stille gennemførelse af forandringer til ledere, hvilken informations- og kommunikations-strategi skal man bruge som leder i en sådan situation og hvilke værktøjer er det i del hele taget godt at have i sin »motivations-værktøjskasse«? Herom fortæller erhvervspsykolog og udviklingskonsulent Søren Ikast Pedersen fra Pedersen & Pedersen i Odense - også efterfulgt af en cafébordsdiskussion.


Der vil ved hvert seminar blive serveret en let forplejning. Tilmelding eller nærmere oplysning kan fås ved henvendelse til Grenaa Handelsskoles Kursuscenter.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000