21-08-2000 |
|
Kino's program i indeværende uge |
![]() |
Grenaa Kino's program for indeværende uge byder på lidt for enhver smag. For de yngste og deres forældre er der fortsat mulighed for at opleve den svenske eneboer Peddersen og hans kat Findus på slap line i tegnefilmen »Det Kattens År«. For det lidt ældre, men stadig ungdommelige, publikum bydes der på en rablende skør, plat og hysterisk morsom parodi på de amerikanske ungdoms-gysere a la Scream i form af »Scary Movie«. De unge biografgængere og de lidt mere modne af slagsen kan sikkert mødes omkring det at opleve Mel Gibson som helt i filmen om den amerikanske uafhængighedskrig »The Patriot«, mens det nok mestendels er det modne publikum, der tiltrækkes af Erik Clausens nye film »Slip Hestene Løs«. Det er nok lidt blandet, hvem der går ind og ser filmatiseringen af Brett Easton Ellis' roman »American Psycho«, men den er under ingen omstændigheder for børn. Den handler om en ung, nyrig amerikansk yuppie - spillet af Christian Bale (Solens Rige med flere) - der på psykopatisk vis har en fritidsbeskæftigelse, der går ud på at slå folk ihjel på den mest bestialske og udspekulerede måde. Den kan ses i Kino fra mandag den 28. august, hvor den afløser »The Patriot«.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000