21-08-2000 |
|
Lækage i tankvogn håndteret professionelt |
![]() |
En yderst professionel indsats fra Grenaa Brandvæsen forhindrede hvad der kunne have udviklet sig til en alvorlig kemikalieulykke tirsdag eftermiddag i sidste uge. En tankvogn med kemikalier til Sapa Profiler i Grenaa var - om man så må sige - ved »at koge over« efter at være ankommet til Grenaa-virksomheden først på eftermiddagen. En lækage i et skot, der ellers skulle adskille to kemikalievæsker i tankvognen, var årsag til, at lud og svovlsyre blev blandt sammen, hvilket udløste en kraftig kemisk reaktion i form af en voldsom varmeudvikling med deraf følgende risiko for eksplosion. Med hjælp fra nabovirksomheden BASF lykkedes det brandfolkene at få tømt den ene af de to væsker over i en anden vogn - på trods af den voldsomme varmeudvikling. Politiet etablerede en afspærring på stedet - Kattegatvej/Rolshøjvej - et par timer på grund af eksplosionsfaren, men redningsarbejdet fungerede upåklageligt og uden den store dramatik. Beredskabsstyrelsen var også med indeover i skikkelse af en ekspert udi kemikalier - hvad angår brand- og eksplosionsfare. I et samarbejde med beredskabschef Erik Laursen og hans folk, fik man hurtigt en ellers temmelig faretruende situation under kontrol.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000