21-08-2000

Ny kiropraktor-klinik i Grenaa

Grenaa Blad logo

Hans E. Husum har åbnet kiropraktor-klinik på adressen Torvet 15-17 i GrenaaRandrusianeren Hans E. Husum har pr. den 21. august i indeværende uge åbnet kiropraktor-klinik i Grenaa. Det sker fra adressen Torvet 15-17, der i forvejen både huser fysioterapi og lægepraksis, så der er ved at blive et helt sundhedscenter ud af denne opgang med naboskab til BG Bank.


43-årige Hans E. Husum har efterhånden arbejdet som kiropraktor i 15 år, og igennem dette karriereforløb har han hele tiden båret rundt på en ambition om at lave en klinik i Grenaa. Ikke mindst fordi han vurderer, at der er plads til mere end den ene klinik, der er i forvejen. Men det har bare ikke rigtig flasket sig før nu. Snuset til det har han dog, eftersom han for to år siden udfyldte et halvårs-vikariat hos Niels Klougart, der har klinik i både Grena og Rønde. Erfaring på området tæller endvidere egen klinik i henholdsvis Skjern og Skanderborg foruden en assistentstilling i Ålborg.


- Men nu opstod muligheden for at starte i Grenaa altså, og da jeg samtidig fandt egnede lokaler på Torvet, var der ikke så meget at betænke sig på, siger Hans E. Husum, der ikke har specialer, men synes han er god til det hele.


- Det er specielt led jeg arbejder med som kiropraktor, hvor fysioterapeuten arbejder med musklerne. Den sidste klinik jeg arbejdede i, inden jeg var klar til at starte her i Grenaa, beskæftigede jeg mig i øvrigt også meget med behandling af børn, hvad enten det handlede om dårlig trivsel eller kolik. Men ellers er det de gængse folkesygdomme omkring ryg, nakke, skuldre, whiplash og hovedpine som jeg kan afhjælpe ved at fjerne symptomerne med mine teknikker, siger Hans E. Husum.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000