21-08-2000 |
|
Boligselskabet Grenaa af 1945 har taget sin nye administrationsbygning i brug! |
![]() |
Boligselskabet Grenaa af 1945's kontor havde lukket torsdag og fredag i sidste uge. Måske lidt usædvanligt på to ganske almindelig gennemsnits-hverdage, men det havde sin praktiske årsag. Boligselskabets administration holdt nemlig flyttedag fra lokalerne i Markedsgade 12 A til de nye lokaler på adressen Engdalen 2 i Grenaa i en totalt gennemrenoveret og moderniseret bygning, der senest har huset en Fakta-butik. Idet disse linier læses er man dog i 1945 påny klar til at tage imod henvendelser i den sædvanlige åbningstid - såvel telenonisk som i den nye og ældrevenlige boligbutik ved Havnevej i Grenaa. De besværlige trapper i Markedsgade er således blevet afløst af en boligbutik i stueplan uden at man skal forcere ét eneste trappetrin.
I det seneste nyhedsbrev fra 1945 fortæller inspektør Kaj S. Pedersen, at man er tilfreds med det færdige resultat.
- Det bliver en præsentable administrationsbygning til glæde for vore beboere og ansatte i boligselskabet, og administrationen vil være fremtidssikret i mange år. Administrationsbygningen ligger centralt placeret mellem Grenaa By og Havn, bybussen går lige til døren, og der er rigeligt med parkeringspladser. Adgangen til boligbutikken er handicapvenlig. Der er elektriske døre, som giver mulighed for at komme dirkete ind fra gaden med en rolator, kørestol eller andet udstyr for gangbesværende, udtaler Kaj S. Pedersen.
I tilknytning til den nye administrationsbygning laves der et selskabslokale, som vil være klar til ibrugtagning den 17. september. Faciliteter til boligselskabets viceværter i byområdet indrettes der også, og de vil være klar til at blive taget i brug i uge 39, beretter inspektøren, der forventer, at 1945 vil kunne fremvise de nye lokaler ved et åbent hus-arrangement for alle selskabets beboere i oktober måned.
Tre lejligheder i Markedsgade
Han fortæller i samme nyhedsbrev noget om, hvad der skal ske med de gamle administrationslokaler i Markedsgade 12 A.
- Da ingen har vist interesse for at leje de nuværende administrationslokaler til erhvervslejemål, har boligselskabets bestyrelse besluttet at indrette lejligheder i bygningen. Der kan blive 3 velindrettede og meget bynære lejligheder, fortæller Kaj S. Pedersen.
Boligerne i stueetagen og på 1. sal bliver 3-rums boliger på cirka 100 m2 pr. bolig, mens boligen i tagetagen ligeledes bliver en 3-rums, men på cirka 80 m2.
- Det forventes, at disse boliger kan stå klar til indflytning i begyndelsen af det nye år. Skulle man være interesseret i én af de tre boliger, så kan man allerede på nuværende tidspunkt henvende sig med henblik på at blive skrevet op på venteliste, slutter han sit indlæg i nyhedsbrevet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000