21-08-2000

Seks centre i amtet gør det lettere at være iværksætter

Grenaa Blad logo

Teknisk Skole blandt amtets iværksætter-spydspidser:


Seks centre i amtet gør det lettere at være iværksætter

Seks centre i Århus Amt satser på kurser og råd og vejledning til iværksættere. I Grenaa Bladets dækningsområde foregår dette fra Grenaa Tekniske Skole.


De seks centre koordinerer og samordner tilbuddene til iværksættere, så det sikres, at iværksætterne har overblik over de mange tilbud. De deltagende centre udbyder iværksætterkurser, iværksættervagt, afholder individuelle møder, arrangerer iværksætterklubber samt andre aktiviteter. Desuden er der iværksætter-linien - en gratis telefon-linie - kurser på højere læreranstalter, de såkaldte entrepreneur-kurser, samt iværksætter-sparring. Denne indsats koordineres i et fælles halvårligt katalog: »Kurser og rådgivning for iværksættere og mindre virksomheder i Århus Amt«.


På alle centre er der via iværksætterkurser mulighed for at få overblik over og viden om start og drift af virksomhed samt hjælp til afklaring af, om virksomhedsidéer kan føres ud i livet. Der er iværksætterkurser både dag og aften, forår og efterår. Temakurser er et tilbud, når man er startet for sig selv. Herunder er der nogle emner, der kræver en uddybende gennemgang - for eksempel indenfor økonomi, markedsføring, jura med videre. Entrepreneurkurser er for studerende, Ph.D.-studerende og kandidater på de højere læreranstalter, der ønsker at have mulighed for at deltage på kurser på Arkitektskolen og på Aarhus Universitet i start og drift af egen virksomhed. Endelig kan man via firmaet Procon i Århus få hjælp med henblik på vurdering af nye produktidéer, samt tilbyde udviklingsforløb for opfindere med videre.


Centrene samarbejder desuden om fælles efteruddannelse af undervisere, arrangerer fælles studieture og yder faglig sparring til hinanden.


To af centrene befinder sig i Århus, mens resten er fordelt på byerne Silkeborg, Hammel, Randers og Grenaa.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000