21-08-2000

Harry Potter i SuperBrugsen

Grenaa Blad logo

Danske forbrugere kan nu købe de populære Harry Potter-bøger i Kvickly, Obs og SuperBrugsen. I nogle tilfælde samtidig med, at de udkommer i boglader over hele verden.


Blandt andet kan man hos SuperBrugsen i Glesborg erhverve de tre første bøger i serien her og nu, og til december endvidere den 4. Harry Potter-bog, som til den tid vil være at finde i en dansk udgave. Den engelske er allerede på gaden - dog ikke i SuperBrugsen i Glesborg, der nøjes med at sælge de danske versioner.


Med salget af Harry Potter-bøgerne i Kvickly, Obs og SuperBrugsen får kunderne en forsmag på, hvad der er i vente med den forestående bogliberalisering, som gør det muligt for dagligvarebutikker at sælge bøger. Den betyder, at FDB vil satse langt mere på bøger - blandt andet ved at være hurtigt ude med de nyeste af slagsen - blandt flere andre nye, populære bøger.


FDB har for to måneder siden oprettet en ny afdeling for bøger, og åbnet foreløbig tre specialafdelinger for bøger i Kvickly-varehusene i Ringkøbing, Holbæk og Otterup på forsøgsbasis. I løbet af kort tid åbner FDB den hidtil største afdeling i Obs i Viby ved Århus, der fra starten vil have cirka 500 titler, og lidt mindre afdelinger i SuperBrugsen i Smørum og Hørsholm. Men Harry Potter vil altså ikke alene kunne fås i varehuse, der har de nye bogafdelinger, hvilket SuperBrugsen i Glesborg er et godt eksempel på.


Den nye Harry Potter-bog er den 4. i serien fra den 31-årige britiske forfatter J. K. Rowling. De 3 første er solgt i over 30 millioner eksemplarer i 200 lande. Bog nummer 4 betragtes som én af de mest ventede bøger nogensinde, og alt omkring udgivelsen har været omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri. Men det bliver altså først omkring jul, at den vil være at finde i en dansk udgave hos SuperBrugsen i Glesborg. Indtil videre må man således nøjes med at købe sig til de tre første i serien.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000