14-08-2000

Aftenskolerne i Grenaa Kommune har sendt fællesprogram på gaden!

Grenaa Blad logo

Det er påny Lars Sand Kirk der står for omslaget til Aftenskolernes Fællesprogram i Grenaa Kommune, der i indeværende uge går på gaden med programmet for efteråret 2000I indeværende uge modtager man sammen med nærværende udgave af Grenaa Bladet »Aftenskolernes Fællesprogram Efterår 2000«. Der er påny tale om en skønsom blanding af aftenskole-tilbud, foredrag og weekend-kurser m. m. fra følgende oplysningsforbund i Grenaa Kommune: Kulturhuset Stationen Trustrup, Liberalt Oplysnings Forbund Grenaa (LOF), Folkeligt Oplysnings Forbund Grenaa/Midtdjurs (FOF), Djurslands Husflidsforening, Arbejdernes Oplysnings Forbund Grenaa, (AOF) og Socialistisk Folkeoplysningsforbund i Grenaa (SFOF). Det er Oplysningssamvirket i Grenaa Kommune der udgiver fællesprogrammet, som Grenaa Bogtrykkeri står for produktionen af.


Kulturhuset Stationen i Trustrup går blandt andet på banen med to foredrag, hvoraf det første er med den kendte, tidligere Fulton-skipper Mogens Frohn Nielsen. Det foregår i og sker i samarbejde med Kulturhuset Pavillonen den 7. september. Det andet foredrag finder sted i Kulturhuset Stationen den 12. oktober og handler om »Fuglene omkring os« ved Verner Frandsen. Borgerne i Trustrup har i øvrigt taget godt imod deres egen lokale aftenskole, så her til efteråret kan der endvidere bydes på gengangere som kurser i blomsterbinding, knipling, patchwork, orkis, madlavning for mænd, ældredans samt EDB'ens mysterium for begyndere og for øvede.


LOF i Grenaa har påny mange tilbud til aftenskolefolket. Under overskriften »Krop & Sundhed« byder LOF således på kurser som gymnastik i varmt vand, spænd op og spænd af, fokus på ryggen sund mad og afspænding for bevægehandicappede. Indenfor »Korte kurser & foredrag« byder LOF blandt andet på lærdom i vinkendskab, investering i værdipapirer for nybegyndere, Internettet, natur & vildtpleje, møbelpolstring, førstehjælp, Danmarks historie med mere. LOF's Aftenhøjskole byder endvidere på en række foredragsaftener her til efteråret.


FOF-dag på biblioteket

FOF Grenaa/Midtdjurs er også stærkt repræsenteret i fællesprogrammet. FOF gentager i øvrigt succesen fra sidste år med en FOF-dag på Grenaa Bibliotek. Det sker på lørdag den 19. august, hvor der bliver mulighed for at få en snak med FOF's lærere foruden lærerne fra Djurslands Husflidsforening. Man kan således snakke med disse - og kigge på udstillinger og små levende værksteder - inden man beslutter sig for et givent kursusforløb.


I programmet for FOF finder man tilbud fra hele tre FOF-afdelinger. Èn i Grenaa, én i Midtdjurs og én i Nørre Djurs. I Grenaa forsøger FOF som noget nyt at tilbyde 3 lørdage med workshop under temaet »Kreativ Bolig«. 3 kendte og dygtige specialister - på hver deres område - vil give inspiration til at indrette og dekorere boligen på en ny og spændende måde.


Ole Michelsen gæster bogcafé

I et nyt samarbejde med Bog & Idé i Grenaa starter FOF endvidere en bogcafé, hvor DR's kendte filmanmelder Ole Michelsen kommer og fortæller om sin bog »Den Dansende Dæmon«, og sammen med Grenaa Kunstforening tilbydes et eksklusivt foredrag med titlen »Til bords med Monet«. FOF's program indeholder også gode kendinge indenfor undervisning i sprog, bevægelse, madlavning, musik, kreative fag med videre.


I Midtdjurs har FOF i mange år kørt korundervisning for Djurs Kammerkor, og her til efteråret forsøger man sig endvidere med kurser i yoga, harmonika og pilefletning.


Nørre Djurs-afdelingen er nystartet i år, og forårets succes med akvarelmaling gentages - ligeså med PC-start og hjemmeside. Som noget nyt tilbydes et kursus i brugskunst i jern, og har man lyst at se og høre om nonnernes klosterliv på Sostrup Slot, så har man igen muligheden herfor hos FOF.


Husflid til de mørke aftener

Djurslands Husflidsforening er påny repræsenteret i fællesprogrammet med tilbud udi gamle husflidshåndværk. Det er lykkedes for DH at få billedvæver og kunstner Mona Lisa Martinussen til at undervise i billedvævning. Bess Rousing vil vise, hvordan man kan sy »grimme ansigter«. Pilefletning for begyndere og let øvede får undervisning af Vivian Slot, og både børn og voksne kan være med på Randi Pedersens filtekursus. Det er igen in at strikke, og Mette Baasch fra Skals Håndarbejdsskole vil undervise i domino-strik. Hvis man finder interesse i indianernes levevis, kunne et kursus i drømmefangere og mandelaer måske have interesse. Knivegruppen har også gang i undervisningen. Gruppen mødes hver onsdag på Vestre Skole. Derudover er der planlagt undervisning to weekender med henholdsvis smedning/knivklinger og skæftning af knive.


Få PC-kørekort hos AOF Grenaa

AOF's efterårssæson 2000 rummer også mange spændende kursustilbud. Der er blandt andet populære gengangere som yoga, madlavning for mænd, syning, engelsk, tysk og porcelænsmaling. Undervisning til PC-kørekort er endvidere noget, som AOF kører kontinuerligt. Så snart et modul er slut, starter det op igen. Alle har derfor mulighed for at erhverve sig et PC-kørekort i løbet af efteråret hos AOF Grenaa, der holder til i egne lokaler i AOF-huset på adressen Havnevej 10 i Grenaa.


AOF's program rummer også tilbud til voksne handicappede på små hold. For ordblinde og personer med generelle indlæringsvanskeligheder, tilbyder AOF endvidere gratis kompenserende specialundervisning i Grenaa, Nørre Djurs, Midtdjurs, Rønde og Ebeltoft kommuner. Undervisningen varetages på vegne af Århus Amt. Man kan ringe til AOF og høre nærmere omkring optagelse og skolestart. For andre, der har svært ved at læse, stave og skrive, tilbyder AOF's Heldagsskole undervisning i dagtimerne.


SFOF lukker og slukker i fællesprogrammet med kursustilbud såsom stemmetræning og kommunikation, spansk for begyndere og lidt øvede plus et tilbud om at deltage i en studiekreds om »Miljø og bæredygtighed i vort århundrede i Grenaa Kommune.


Nærmere oplysninger omkring tilmelding, antal lektioner, betaling og holdstart fås også i fællesprogrammet under hver enkelt aftenskole.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000