14-08-2000

Aktiv Fritid Grenaa har taget hul på en ny sæson

Grenaa Blad logo

Starten af august markerer også starten på »Aktiv Fritid - Grenaa«, som er et kommunalt tilbud til ledige, efterlønnere og andre med ledig tid i dagtimerne. I projektet er der fuld aktivitet omkring hockey og badminton i Grenaa Idrætscenter. Der spilles i begge haller mandag og torsdag.


I Toubro-området (Lyngby-Trustrup) mødes en flok stabile badmintonspillere torsdag formiddag, og her er plads til flere aktive deltagere. Projektets faste skare var cirka 10 i sidste sæson, men der er plads til en del flere.


Udover de ugentlige aktiviteter er der kommet godt gang i deltagelse i arrangementer uden for Grenaa. De er arrangeret af FMI, som er en landsforening, der arbejder for at fremme idrætten i dagtimerne. Udover dette er mange som noget nyt begyndt at deltage i mindre regionale arrangementer. Det er typisk 1-dags stævner med forskelligt indhold og altid krydret med godt samvær og måske også besøg i én af seværdighederne i den arrangerende by. Grenaa var i februar måned i år vært for et sådant arrangement. Det fandt sted i Grenaa Idrætscenter, og der var fin tilslutning fra regionen. Aktiviteterne bestod i badminton, indehockey, svømning, klatring på klatrevæg, naturtur og som afslutning bowling.


- Deltagerne havde en rigtig god dag med mange aktiviteter og godt socialt samvær, fortæller overassistent ved Grenaa Kommune, Lotte Tranemose.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000