14-08-2000

Ebeltoft-diskotek i politiets søgelys

Grenaa Blad logo

I forrige weekend var Ebeltoft-diskoteket, der er opkaldt efter en kendt H. C. Andersen-figur, påny i politiets søgelys. Hele tre voldsepisoder begået natten til søndag den 6. august er politiet i færd med at efterforske - heraf er de to af episoderne rettet direkte mod en udsmider/dørmand på diskoteket. I begge tilfælde drejer det sig om nogle meget hårdhændede udsmidninger fra diskoteket. Først gik det ud over en 22-årig mand fra Trustrup, som udsmideren angiveligt mente havde gjort sig fortjent til et kvælertag efterfulgt af en udsmidning fra diskoteksdøren og ud på gaden, og som blev udøvet med en sådan kraft, at den 22-årige pådrog sig en kraftig flænge over det ene øje. En tilsvarende udsmidning - dog uden flænger til følge - overgik en 22-årig mand fra Lemvig ganske kort tid efter den første udsmidning.


Endelig var en 23-årig mand fra Århus og en 19-årig gut fra Ebeltoft i clinch denne nat, hvoraf sidstnævnte af politiet er blevet sigtet for at have stået for volden. Et vidneudsagn fra den 23-årige i en kriminalsag, der involverer den 19-årige, var baggrunden for voldsudøvelsen, der resulterede i en 3-4 knytnæveslag til ansigtet. Den sigtede ungersvend nægtede at have begået noget sådant, men politiet fastholder ikke desto mindre sigtelsen for vold.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000