24-07-2000

Løfte-teknik i Fjellerup hjælper mod arbejdsskader

Grenaa Blad logo

I medarbejderavisen »På Tværs«, som udgives af Århus Amt, er der følgende interessant artikel:


Hvis du får en langvarig arbejdskade på grund af et forkert løft, får du en blomst og et pænt brev fra din arbejdsgiver - mens en anden løber med dit job. Ordene kommer fra Heidi Madsen. Det seneste års tid har hun været afdelingsleder på Møllebækken - en af amtets store institutioner for psykisk og fysisk handicappede børn - som ligger i Fjellerup på toppen af idylliske Djursland.

- Derfor skal du hele tiden være på dupperne og tænke på din førlighed. Og det er altså bare dovenskab og en dårlig undskyldning, når nogen siger, at det tager længere tid at flytte et barn, hvis du skal bruge hjælpemidler. Det er såmænd kun et spørgsmål om at lære at bruge dem, så går det ligeså stærkt, fortsætter hun.


Selv om ordene kan virke barske, er Heidi Madsen så langt fra en »kold Kattegat kyniker« - snarere realist. Og hendes ord opsumerer meget godt den forandring, som institutionen har gennemgået indenfor området arbejdsmiljø i det seneste års tid.

- Da jeg begyndte i jobbet, havde vi tre lifte, som aldrig blev brugt. Så en af de første opgaver var at få sat sedler op om, at liftene skulle bruges og at der - som hovedregel - skal være to personer for at udføre et korrekt løft, siger hun.


Udviklingen henimod at indføre en kultur, som tillod brug af hjælpemidler, når børnene skulle flyttes, startede dog før, Heidi Madsen begyndte i jobbet.


Møllebækkens leder Erik Petersen havde gennem længere tid funderet over, hvad man kunne gøre for at forhindre problemer med nedslidning i personalegruppen, ligesom han forudså, at det i fremtiden ville blive et større problem.


De seneste år har udviklingen nemlig vist, at flere og flere pædagoger - modsat før i tiden - bliver i jobbet, indtil de skal pensioneres.


Desuden ville han gerne have ændret den lange kultur indenfor børn- og ungeområdet som siger, at for at give børnene mest mulig tryghed så tager man dem bare op - uden at bruge hjælpemidler - også selvom nogle af de unge fuldt ud vejer lige så meget som granvoksne personer. Desuden kunne øget kontakt mellem institutionerne danne basis for at »hugge« gode idéer fra hinanden, mente han.


Han kontaktede sin gode kollega Per Toft, forstander på Stensagergården i Århus, og det endte med, at fællessikkerhedsudvalget for handicapinstitutioner støttede op om idéen, så man i samarbejde med Børnehjemmet Solbo, Djurslandsskolen og Århus Amts BST kunne køre det første forflytningsinstruktørkursus - i første omgang for otte medarbejdere. Formålet var at forhindre arbejdsskader, få sat gang i arbejdsmiljøarbejdet og få ændret nogle uheldige, men indgroede vaner - herunder den udbredte opfattelse blandt personale indenfor amtets børn- og unge institutioner - at det er upersonligt og uværdigt at bruge hjælpemidler, når børn skal flyttes.

- Og det er lykkedes. I dag tager de 26 medarbejdere brug af hjælpemidler som en udfordring, siger omsorgsmedhjælper Bente Thomsen. Sammen med en kollega var hun med på det første forflytningsinstruktørkursus. Begge fungerer i dag om instruktører på Møllebækken i Fjellerup.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000