17-07-2000 |
|
Fiskedagen på havnen en rigtig Grenaa-dag |
![]() |
Allerede kl. 10 var der udleveret 1250 kopper kaffe og rundstykker, sagde en glad formand for Grenaa Fiskeriforening, Leif Hansen, under fiskeridagen i Grenaa, og det blev værre endnu. Hele formiddagen strømmede publikum til fiskerihavnen ved Bødehallen, og der er ingen tvivl om den årlige fiskedag er kommet for at blive.
Ude på kajen var der fyldt op ved alle borde, og inde i hallen sad mange og skuttede sig mod den lidt stride blæst, men solskin var det, og det lod sig gøre, at høre det 7 mands store harmonikaorkester fra Grenaa Harmonikaorkester.
Til tonerne af Ålefiskerens vals slog de små bølger mod fiskekutterne.
Det blev en rigtig Grenaa-dag med smagsprøver fra Thorfisk.
Der var over 100 kilo fiskefars til de populære fiskefrikadeller, hvoraf mange også blev taget med hjem. Der var også andre smagsprøver på fiskeretter fra fiskeindustrien.
De små modelskibe fra Grenaa Modelskibsklub havde lidt svært ved at klare sig i søerne, men de var med til at sætte kolorit på dagen.
Og så var der selvfølgelig fiskeauktion, og Grenaa Havn uddelte for første gang penge fra en nyoprettet fond. Det var formanden for havnebestyrelsen, Poul Bach, der stod for uddelingen. Der var penge til Dykkerklubben Plask, Selvhjælpsgrupperne på Djursland, Folkekøkkenet i Strandgade og til Grenaa Bokseklub.
Grenaa Fiskeriforening havde besluttet sig for, at der i år skulle være mindre portioner fisk til salg på auktionen.
Under ledelse af havnedirektør David York Christensen gik det slag i slag. En husmor fik sine fisk, så der kunne blive fest i hjemmet sammen med børn og børnebørn. Det var en tradition, som hørte sammen med den årlige fiskedag. Der var pæne priser for fiskere og købere.
Rødtunger kostede 40-50 kr. kiloet, mens skrubber kostede 23-25 kr. kiloet. Havnedirektøren og formanden for fiskeriforeningen, Leif Hansen, sørgede for godt humør under auktionen.
Bagefter var der konkurrence i fiskeflåning. Der var fire deltagere, David York Christensen, Peter Vand, Henning Madsen og fisker Viggo Jakobsen, som vandt.
Kong Neptun kom med et hip til havnen
Kong Neptun blander sig altid i lokale forhold, når han taler til de nye kaniner i Grenaa Roklub. Sådan var det også i år, hvor kong Neptun, som i 30 år har været Ingolf Olsen, sagde:
- Hvad er det for en forestilling at placere porte ved Nordhavnen.
Han henviste her til, at Grenaa havn vil spærre Nordhavnen af om natten og i weekenden. Det sker efter havnens forklaring til, at der af sikkerhedsgrunde skal være lukket på arbejdspladserne.
Kong Neptun, Ingolf Olesen, sagde i sin tale til de 10 nye roere, inden de blev styrtet i vandet:
- Vi, Neptun, havenes hersker, konge af det dybblå rige, har igen i år med et storslået følge vist Grenaa den ære, at aflægge besøg i byes hæderkronede roklub, for at tage årets høst af kaniner i øjesyn.
Vi har tilforn her i Grenaa fundet værdige undersåtter af vort våde rige, men det tykkes Os, at nutidens kaniner savner lidt af fordums saft og kraft - ved åren og i det muntre lag.
Vi kongelige majestæt svulmer af stolthed, over at se, at I har fået en af Europas største flydekraner, og den har bevist sit værd ved at hæve Minerva.
Men, hvad er det dog for en forestilling, at placere porte på Nordhavnen. Skal der til at foregå mystiske ting og underlige gerninger, som menigmand ikke har godt af at se?
Et stort skue var det at se Nordisk Sejlads med alle de dejlige gamle sejlskibe fra Norge, Sverige og Danmark med deres respektive friske unge besætninger.
Men vi vil nu vende os mod »jer« kaniner. Vor hu står alene til jer, at I vil værne om vort våde rige og behandle os med respekt og omtanke, som det sømmer sig en ærlig »roer«!
Mine mænd, skrid til værket - og lad os se den nye høst!
Neptunus Rex, anno 2000.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000