03-07-2000 |
|
Ballade i Østergade |
![]() |
Grenaa Politi sendte tre betjente til et diskotek i Østergade i Grenaa, hvor der natten mellem lørdag og søndag i forrige weekend var ballade mellem to grupper af mere eller mindre voksne mænd. Balladen mellem de to grupperinger var så voldsom og langvarig, at der måtte rekvireres assistance i form af en hundepatrulje fra Randers Politi. Der var tale om et polterabend-selskab og en anden gruppe mænd, hvoraf sidstnævnte ifølge politiet gjorde hvad de kunne for at genere førstnævnte. Politiet forsøgte i første omgang blot at dæmpe gemytterne, men det lod sig ikke umiddelbart gøre. Så gik man over til at anholde den værste af ballademagerne - en 20-årig mand fra Grenaa - men den anholdelse blev i første omgang kortvarig, idet det lykkedes for en 39-årig mand fra Sangstrup at befri den 20-årige fra lovens lange arm. Denne frihed blev dog for begge d'herrer ligeledes af kort varighed, idet de begge lidt senere måtte se sig anholdt. Begge to sigtet for gadeuorden og dermed overtrædelse af politivedtægten. Tillige er den 39-årige blevet sigtet for at befri en anholdt. Det er nemlig heller ikke specielt lovligt.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000