26-06-2000 |
|
Hunden bider! |
![]() |
Pas på din skraldemand, det er ikke sikkert, du har ham efter årsskiftet. Det stod der at læse på løbesedler på låget af folks skraldestativer for ca. 3/4 år siden. Nu har »hunden« imidlertid bidt så mange gange, at det efter et års kamp for at bevare den kommunale renovation ser ud til at være slut. Fra årsskiftet overgår al affaldsindsamlingen i Grenaa Kommune til Reno Djurs’ regi, der så igen vil byde renovationsindsamling ud i licitation.
I avisen stod der for nylig, at der er indgået kompromis mellem teknisk udvalg og Reno Djurs, og at man nu langt om længe er enige om, at virksomhedsoverdragelsesloven er gældende, når Reno Djurs overtager efter 1. januar, og at det er 7 mand fra renovationen, der skal følge med over til den entreprenør, der vinder licitationen efter 1. januar. Selv håber vi, at vi vinder, men i teorien kan det være en ny skraldemand hvert 4. år, der afhenter skrald, indtil serviceniveauet er så lavt, at borgerne siger fra!
Er der lighed for loven?
Det er nu et års tid siden, at politikerne ville udlicitere renovationen, og det er da rart, at teknisk udvalg og Reno Djurs nu, langt om længe, er enige om det principielle, at virksomhedsoverdragelsen er gældende! Det var også det, SID-forbundet kunne fortælle, men fra kommunen og Reno Djurs mente man det ikke. De ville tage kommunernes landsforening med på råd. Da der imidlertid er gået så lang tid, var vi sikker på, at sagen blev behandlet rimelig fair inden den endelige beslutning.
Da den nu er afsluttet af de to instanser, er der så bare det, at sige til det, at loven må gælde for alle renovationsarbejdere og de aftalte medarbejdere består af henholdsvis 10 mand om sommeren og 9 om vinteren + 1 chauffør ansat ved genbrugscentret til indsamling af genbrug, som aflønnes af renovationskontoen.
I øvrigt finder jeg det uheldigt, at man sender et signal om, at renovatørerne har været for mange. Og på en sådan måde, at man uafværgeligt giver et indtryk af, at de så ikke har været deres løn værd op til i dag.
Renovatørerne kan ses i gadebilledet hver arbejdsdag, og det er næsten bevis nok, for enhver med fornuft for praktisk arbejde. Fakta er, at den kommunale renovation altid har været en god »forretning« for borgerne. Det er vel også derfor, at den altid har fået lov til at eksistere selvstændigt i alle disse år, som en lille kommunal arbejdsplads med ufaglært arbejdskraft. Det tog da også kun én dag at få 911 underskrifter, indsamlet til formål for at bevare den kommunale renovation, inden det blev stoppet fra ledelse.
Der blev i sin tid nedsat et SU-underudvalg efter pres fra medarbejdersiden, fuldstændig i tråd med samarbejdsreglerne, som der løbende skulle informeres og tages med på råd, og således at medarbejdernes synspunkter også nåede ind til politikerne inden de traf beslutningerne. - Derfor er det mærkeligt at læse i avisen, at nu er teknisk udvalg og Reno Djurs enige om, hvor vi skulle have oplysningerne først. Når så samtidig at licitationsmaterialet fra Reno djurs ikke en gang er kommet os i hænde, hvordan kan man så overhovedet lande på lige nøjagtig 7 personer og ikke f.eks. 15 personer. Den rigtige fremgangsmåde er aftalt med driftsledelsen på entreprenørgården. Nemlig, at så snart licitationsmaterialet kommer, så er underudvalget med til at se på det, sammen med organisationen og en konsulent fra kommunernes landsforening, således at der ikke bliver sat tvivl om tallene.
Derudfra tager vi så en beslutning om, hvor meget der skal bydes ind på: Om det kun er skrald, eller vi tager pap og aviser med, og måske også flasker med. Og så derudfra vil det fremgå, hvor mange personer, der reelt er behov for.
Det er fair nok i det øjeblik, at vi selv får lov at byde på arbejdet; men det er for mig at se, blevet populæret for politikerne i Grenaa Kommune at tage gamle »skrivebordsaftaler« op af skuffen, og det kunne man også have en formodning om, at det er sket her. For i (1994?) lige før man fik den nye AT-anvisning på, hvordan man skulle afhente affaldet ved den enkelte husstand, ja, da var der opgjort en akkordberegning, der ganske rigtigt svarede til 7 mand. Men nu har AT-anvisningen længe været »trådt i kraft«, og det vil sige allerede dengang var mandskabsbehovet muligvis større end de 7 mand. Forstået på den måde, at når renovationen var over den arbejdsmiljømæssige omstilling, og havde prøvet akkord i en periode, så skulle konsulenten fra dengang over og opmåle igen. Det skete bare aldrig, for renovationsmedarbejderne var ikke interesseret i akkord. Derfor fortsatte man også med det ovennævnte antal beskæftigede. Det fandt både ledelsen og medarbejderne bedst. Der var i hvert tilfælde ingen, der gjorde indsigelse!
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000