26-06-2000 |
|
Færøske sangere i Grenaa Kirke |
![]() |
Det færøske kor Ljómur giver koncert i Grenaa Kirke mandag den 3. juli.
Sangglade færinger på vej til Prag giver tre koncerter i Danmark. At det bl.a. bliver i Grenaa Kirke skyldes, at et tidligere medlem af Djurs Kammerkor, nu bosiddende på Færøerne, synger med Ljómur. Det er planen, at Djurs Kammerkor til næste sommer skal på genvisit på de grønne øer i Nordatlanten.
Ljómur, der betyder klang, tone, blev stiftet og gav sin første koncert i forbindelse med indvielsen af den nuværende kirke i Vágur den 19. februar 1939. Koret består i dag af ca. 30 sangere fra hele Suduroy, den sydligst beliggende ø på Færøerne. Hver mandag bliver der øvet i kirken i Vágur og op til den forestående tur desuden en weekend om måneden under ledelse af Dorte Tilma, der er organist ved Langenæs Kirke i Århus.
Koret har stor betydning for gudstjenesterne i kirkerne på Suduroy, hvor de lokale korsangere støtter fællessalmerne. Desuden giver koret fast en forårs-, en efterårs- og en julekoncert. Det er ikke kun i kirkens tjeneste, at koret yder et væsentligt bidrag, men også ved andre små som store kulturelle begivenheder rundt på øen.
I forbindelse med korets 80 års jubilæum i 1999 blev det store årlige korstævne på Færøerne afholdt i Vágur. Der deltog ca. 350 sangere. De fleste kom fra Færøerne, men der var også deltagere fra Danmark, Island og Norge.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000