26-06-2000 |
|
Aktivitets-sæson i Posthaven |
![]() |
Posthaven har et væld af åbne aktiviteter, som alle pensionister og efterlønsmodtagere i Grenaa Kommune kan benytte sig af. Mange af de gode, kendte aktiviteter fra sidste sæson fortsætter. Det gælder bl.a. porcelænsmaling, kortspil, sanglærken, seniordans, værksted, vævning, EDB, gudstjeneste, dart, skydning, hyggeaften, billard, knipling, madklubben, petanque, mad for mænd, banko og fredagscafé. Tirsdag og onsdag eftermiddag vil stadig specielt være kreativ eftermiddag med bl.a. Patch-work, og torsdag gælder det hjælp til omforandring af tøj.
Oasen, som er Posthavens åbne værested og kreative lokale, er åben for alle mandag til torsdag samt fredag.
Et andet nyt tilbud, som starter op, er, at der vil blive mulighed for at være med i en gruppe, der skal have en lydavis. Lydavisen skal primært bestå af lokalt stof, som skal læses ind på bånd og sendes ud til borgere med nedsat syn.
Mange har desuden givet udtryk for, at det ville være rart med en samværsmulighed i weekenden. Derfor vil søndagshygge starte op fra søndag den 27. august. Der vil bl.a. være et fælles morgenbord, hvorefter det aftales, hvad folk har lyst til - det kan være en gåtur, snak rundt om brændeovnen, en omgang kort etc. Afslutning vil være fælles frokost.
Et andet nyt tilbud, som vi gerne vil fremhæve, er træarbejde. Knud Kristiansen, som er sløjdlærer på Vestre Skole, vil gerne komme og undervise i dette. Der kræves ingen forkundskaber. Skriv dig op hos damerne ved skranken, og du vil blive kontaktet, når der er et lille hold. Der er mulighed for at blive inspireret og se Knuds træarbejde, der er i glasmontrene i forhallen.
Hvis du ønsker yderligere information om de enkelte aktiviteter i forhold til startdato, indhold m.v., er du meget velkommen til at henvende dig til personalet i Oasen. Hvis du ikke kender til Posthaven fra før, er der mulighed for en rundvisning - ønsker du rundvisning, skal du henvende dig til damerne ved skranken i Posthavens forhal.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000