26-06-2000 |
|
Sommerbal |
![]() |
Ørum Aktiv Center markerer lørdag den 12. august sin 1 års fødselsdag med et stort »halbal« i centret.
Sidst, der var mulighed for en svingom, var i februar til Kulturrakettens vinterbal - en stor succes med masser af god musik og feststemte mennesker.
Djurs Spillemænd er derfor næsten udnævnt til »husorkester« - de spillede til indvielsen i august 1999, til vinterballet i februar måned og er nu på scenen igen hele aftenen lørdag den 12. august.
Billetsalget er netop startet fra Dagli’Brugsen i Ørum og Lokalbrugsen i Ramten - hvor der kan købes billetter til hele aftenen incl. en lækker sommerbuffet fra Gjerrild Kro - eller kun til dans med entre efter kl. 21.00, fortæller Marianne Aabenhuus på vegne af bestyrelsen bag Ørum Aktiv Center. Sidste frist for billetkøb incl. spisning er fastsat til den 8. august - så det er en god ide nu før ferieturen at få lavet aftaler med naboer, venner m.fl., så vi alle kan få en »fed fødselsdagsfest«, siger Marianne.
Frivilige fra Ørum IF, Kvik/Ramten IF og Stenvad BK hjælper til med at gennemføre arrangementet, idet et eventuelt overskud fra festen fuldt ud indgår til Ørum Aktiv Center til brug for nyanskaffelser på de områder, hvor inventarbudgettet i 1999 ikke kunne tilgodese flere ønsker. Man sukker efter indkøb af overhead, klaver, højttaleranlæg i lille sal, forbedret afdækning af søjler ved idrætsbane m.m.m. Der vil i årene frem sagtens blive brug for at lave tiltag til ekstraordinære indtægter for at opfylde alle ønsker, fortæller Marianne Aabenhuus.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000