19-06-2000 |
|
Pænt 1999-regnskab i Grenaa Kommune |
![]() |
Grenaa Byråd skulle på det seneste byrådsmøde godkende Grenaa Kommunes årsregnskab for 1999, og derpå oversende det til revision, og det havde de 19 byrødder ikke de store problemer med, for regnskabet kunne fremvise et pænt resultat. Det ordinære resultat er et overskud på 13,9 mio. kr. mod et budgetteret overskud på 7,6 mio. kr. Det ekstraordinære resultat er et overskud på 9,1 millioner kroner mod et budgetteret overskud på 2,9 millioner kroner. Fratrækker man de 6-7 millioner kroner, som kommunens institutioner har til gode i uforbrugte midler overført fra 1999 til 2000, så lander man dog på et mere retvisende billede, som så til forveksling ligner det budgetterede overskud på 2,9 mio. kr.
Venstres Knud Kildal konstaterede på den baggrund, at man generelt set havde overholdt kommunens budget for 1999 ganske pænt.
- Det er også både forventeligt og nødvendigt, men ikke nogen selvfølge. En væsentlig årsag til den gode budget-discplin er byrådets vedtagne målsætning om at sige nej til tillægsbevillinger. Det er noget, der smitter af i hele systemet, sagde Knud Kildal, der også mente, at det var rigtigst at trække 7 millioner kroner fra 9 millioner kroner for at få et resultat så tæt på det pinligt korrekte som muligt.
- Så er der 2 millioner kroner tilbage i overskud for 1999. Det er ikke mange penge, men det er udmærket. Det er jo heller ikke vores opgave at puge penge sammen. En stram styring af kommunens økonomi er imidlertid fortsat en bydende nødvendighed, sagde Knud Kildal.
Socialdemokraten Erik Hoberg glædede sig også over, at det ser fornuftigt ud med kommunens økonomi, og i det hele taget fandt han, at der var tale om en fin årsberetning med gode sektorbeskrivelser.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000