19-06-2000

Ung mand fra Ørum en tur i detentionen

Grenaa Blad logo

En 19-årig gut fra Ørum måtte en tur i detentionen for at sove brandert ud natten til søndag den 11. juni. Baggrunden var, at han var klar til fest, men festen var ikke klar til ham. Han forsøgte med andre ord at deltage i en privat sammenkomst i Stenvad, som han ikke var inviteret - endsige velkommen - til. Politiet måtte derfor ud og hente ham på stedet, og derpå køre tilbage til Grenaa, hvor der ventede natlogi i detentionen på Politigården.


En lignende skæbne overgik en anden ungersvend denne nat. Der var tale om en 18-årig mand fra Grenaa, der også formåede at gøre sig særdeles utilbens inden politiet tog fat i kravetøjet på ham. Han generede en familie på Sandstumpvej i Grenaa ganske groft. Først ved at smadre en rude i fordøren til familiens bil, og dernæst ved at forsøge at trænge ind på bopælen. Det blev ham selvsagt nægtet, men han ville alligevel ikke gå fra stedet. Derfor blev ordensmagten rekvireret, men heller ikke politiet kunne overbevise ham om, at det nok var smartest at tulle hjemad. Oveni overnatningen på Politigården fik han en sigtelse for hærværk og gadeuorden ud af de natlige anstrengelser.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000