19-06-2000

Nørre Djurs Kommune er ikke tilfreds med amtets nye køreplan

Grenaa Blad logo

Den er trådt i kraft, og det er efter alt at dømme for sent at lave om på den, men alligevel fremsendte Kirsten Bech Hansen fra Nørre Djurs Listen følgende punkt til behandling i kommunalbestyrelsen torsdag den 15. juni i sidste uge:


»Århus Amts nye køreplan betyder en væsentlig forringelse af de kollektive transportmuligheder for kommunens borgere«.


Det kommunalbestyrelsen skulle drøfte i den anledning var en skriftlig henvendelse fra Nørre Djurs Kommune til Århus Amt om dette forhold. Et forslag til henvendelsen lyder således:


»Busforbindelserne til og fra Nørre Djurs Kommune, og indenfor kommunen, har gennem en årrække ikke været optimale, men dog tålelige, fordi det har været muligt at pendle til arbejdspladser, uddannelsessteder og indkøbsmuligheder med en rimelig transporttid. Dette er desværre ikke længere muligt med den nye køreplan, der i praksis gør det umuligt for en stor del af kommunens borgere at benytte de amtslige buslinier til deres daglige transportbehov. Denne serviceforringelse modarbejder kommunale initiativer for at fastholde og udbygge kommunens status som en god bosætningskommune. Samtidig står den i skærende kontrast til den erklærede amtslige politik, der vil bremse flugten fra landområderne.


Kommunalbestyrelsen ser med bekymring på denne udvikling og vil opfordre Århus Amt til at revurdere køreplanen med henblik på så hurtigt som muligt at få fjernet de værste skavanker allerede i indeværende køreplansperiode. Nørre Djurs Kommune vil gerne bidrage til en konstruktiv løsning af problemerne, så det stadig vil være attraktivt at bo i kommunen, også selv om man ikke har egen bil«, slutter forslaget til den skriftlige henvendelse til amtet.


Det var dog ifølge Dagbladet Djursland fredag den 16. juni kun Kirsten Bech Hansen og Malte Larsen, der kunne stemme for, at denne ordlyd/skriftlige henvendelse skulle sendes til amtet her og nu. Resten af kommunalbestyrelsen med borgmester Leif Sørensen i spidsen, mente, at det var umagen værd at lade forvaltningen undersøges problemet til bunds, inden man rettede henvendelse til Århus Amt. Og sådan bliver det.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000