12-06-2000 |
|
Kommunale p-vagter i Grenaa en realitet! |
![]() |
Grenaa Kommune indfører kommunal parkeringskontrol pr. den 1. juli 2000. Det står fast ovenpå sidste uges byrådsmøde på Grenaa Rådhus, hvor et stort flertal besluttede, at det ikke længere skal være uden risiko at holde ulovligt parkeret i forhold til de tidsbegrænsede parkeringspladser i Grenaa Centrum. Der indføres dog på anbefaling fra Handelscenter Grenaa en relativt mild parkeringskontrol. Kontrolopgaven skal varetages af folk fra Entreprenørgården i Grenaa.
Baggrunden for initiativet er den, at den hidtidige parkeringskontrol i Grenaa, som Århus Politi foretog i samarbejde med Grenaa Politi, er ophørt pr. den 1. januar år 2000. I Århus Politi er parkeringskontrolafdelingen blevet nedlagt, og Århus Kommune får nu opgaven udført af Århus Sporveje. Politiet i Grenaa, som i stedet stod til at skulle udføre kontrollen, meddelte på et ret tidligt tidspunkt, at man ikke ressourcemæssigt var i stand til at overtage opgaven. Som hidtil skulle man kun forvente, at politiet ville holde øje med og påtaale standsninger og parkeringer, der udgør et egentligt risikomoment for færdselssikkerheden. Kontrol i forbindelse med tidsbegrænsninger langs veje og på parkeringspladser ville således blive nedprioriteret og kun udført i begrænset omfang.
Forvaltningens opfattelse til det er den, at en sådan parkeringskontrol ikke er tilstrækkelig og vil medføre trafikproblemer i Grenaa midtby og i området ved Strandgade/Havneplads og Færgevej, hvor der er parkering med tidsbegrænsning.
En ændring i færdselsloven pr. den 7. december 1998 gør det lovligt for en kommune selv af foretage kontrollen, hvilket mange kommuner - blandt andet næsten alle nordjyske kommuner - da også har valgt at gøre. I Nordjylland varetages denne opgave af Ålborg Beredskabsgård, hvor en særlig afdeling Parkeringskontrol Nord, varetager opgaven. Forvaltningen har på den led kigget på tilbud og muligheder, og netop Parkeringskontrol Nord har afgivet et fordelagtigt tilbud, som betyder, at afdelingen skal varetage den daglige administration samt oplære mandskab fra Entreprenørgården til kontrolopgaven. Det forventes, at driften af parkeringskontrollen bliver udgiftsneutral. For at det regnestykke skal kunne løbe rundt, skal der udstedes cirka 500 bøder på årsbasis. Parkeringskontrol Nord bliver hyret til at klare den administrative del af opgaven i 2 år, og ordningen omfatter kun parkeringskontrol med tidsbegrænsning på offentlige veje og private fællesveje samt offentlige parkeringspladser.
Udvalgsformand var stærkt imod
Formanden for Teknisk Udvalg, Henning Christensen (S), var som den eneste i byrådet modstander af en kommunal p-vagtordning. Han opfattede det som endnu et anslag mod bilisterne, som efter hans mening i forvejen er et jaget folkefærd med afgifter på dette og hint i relation til det at køre i egen bil.
- Og jeg kan ikke li', at vores egne folk skal gå og stikke bøder ud til højre og venstre bare fordi man lige har glemt at stille p-skiven i farten. Det er og bliver en politiopgave, som vi efter min bedste mening bør holde fingrene fra. Og så er jeg i øvrigt af den opfattelse, at vi ikke har parkeringsproblemer i Grenaa midtby. Alle der vil kan finde en parkeringsplads tæt ved centrum, sagde Henning Christensen.
Venstres Jørgen Katholm var af den modsatte opfattelse, og mente, at Handelscenter Grenaa's indstilling til sagen, var meget fornuftig.
- Handelscenter Grenaa ønsker en mild p-kontrol. Man vil ikke have en vagt til at gå og lure i tide og utide, men derimod en kontrol, der modvirker anarki. Med andre ord forhindre, at det er arbejdsplads-parkeringer, der optager de tidsbegrænsede parkeringspladser i centrum, så der i stedet bliver noget omsætning i butikkerne på de tidsbegrænsede p-pladser. Vi er i forvejen p-venlige. Vi har ingen parkometre, og vi har masser af p-pladser uden tidsbegrænsning meget tæt på centrum, sagde Jørgen Katholm.
Partifællen og gruppeformanden Svend Brandstrup Hansen var af den opfattelse, at når man nu har skilte, der anviser hvor lang tid man må holde det pågældende sted, så skal der også være kontrol.
- Ellers kan vi lige så godt pille skiltene ned, sagde han.
Arne Jessen (S) fandt det helt og aldeles urimeligt, at der holdt langtidsparkeringer på rådhusets parkeringsplads, når der på den anden side af vejen befinder sig masser af p-pladser uden tidsbegrænsning.
- Det skal den kommunale kontrol modvirke, sagde den tidligere borgmester.
Og sådan blev det. Et stort byrådsflertal vedtog at indføre kommunale p-vagter pr. den 1. juli. Kun Henning Christensen kunne ikke medvirke.
Henning Christensen (S) - ikke smart at indføre kommunale parkeringskontrol i Grenaa. Det er og bliver en politiopgave.
Jørgen Katholm (V) - den kommunale parkeringskontrol skal blot modvirke anarki. Det er urimeligt, at der er langtidsparkeringer på de tidsbegrænsede p-pladser i midtbyen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000