12-06-2000

»Fnuggi« besøgte Grenaa

Grenaa Blad logo

Store mænd har ofte problemer med at finde tøj, der er stort nok til deres voluminøse kroppe, men Jesper Rasmussen fra Mr. Rasmus i Grenaa har en afdeling, der kan klare det problemMr. Rasmus ved Jesper Rasmussen - og Grenaa i det hele taget - havde besøg af nogle velvoksne fyre lørdag den 3. juni. Jesper Rasmussen havde inviteret medlemmer af den nystiftede forening for store mænd, »Fnuggi«, til en oplevelsesrig dag i Grenaa, der bød på besøg i henholdsvis Kattegatcentret, og i Jesper Rasmussens afdeling for smart tøj til mænd, der vejer et par kilo over deres idealvægt - eller 100! All Size hedder Mr. Rasmus' tøjafdeling for disse bamser, og varelageret blev studeret indgående af Fnuggi-medlemmerne, der som oftest har store problemer, idet der skal findes tøj i størrelser, der kan omkranse en 150 kilo's krop - og opefter. Medlemmerne af Fnuggi, der på det seneste har fået en del landsdækkende opmærksomhed via TV-programmer, vejer nemlig fra 100 kilo og opefter indtil man rammer loftet ved omkring 260 kilo, som er vægten på Fnuggi's sværvægter.


Fede mænd - lad os bare kalde en spade for en spade - bliver nemt isoleret og moppet ud af fællesskaber på grund af deres ekstreme overvægt, og Fnuggi er blevet stablet på benene for at ligevægtige (sorry) mænd kan skabe et socialt fællesskab, hvor man i en god gedigen, men kærlig mandehørm, kan motivere, punke og anspore hinanden til et vægttab via sundere kost og motion. Og det ser ud til at virke. Siden den 1. februar er der kun én, der har taget på. Alle andre har smidt kilo. I øjeblikket råder foreningen på landsplan over 113 medlemmer, og medlemstallet stiger støt. Besøget i Grenaa skal også ses som et foreningsfremstød for at skaffe flere medlemmer. I så henseende kan interesserede - mandlige - sværvægtere i Grenaa og omegn kontakt Kjeld Torup, Kaniavej 35, Hvide Sande - eller via foreningens hjemmeside www.go.to/fnug.


Og så har man naturligvis Guldbageren som hovedsponsor, hvilket medlemmerne skiltede med via T-shirts under besøget i Grenaa.


Jesper Rasmussen fra Mr. Rasmus i Grenaa viser her medlemmer af »Fnuggi« nogle underbukser fra All Size-afdelingen

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000