12-06-2000

Dannebrog skal luftes påny

Grenaa Blad logo

Torsdag den 15. juni er det Valdemarsdag. Det er ensbetydende med, at Danmarks-Samfundet Grenaa Kreds sørger for fane- og flaguddeling i Grenaa - inklusiv faneborg gennem byen, som illustreret af dette arkivfotoDanmarks-Samfundet Grenaa Kreds er påny klar til henholdsvis at sælge og lufte små og store Dannebrogs-flag. Det sker traditionen tro Valdemarksdag den 15. juni i indeværende uge.


Danmarks-Samfundet er en upolitisk organisation, der blev oprettet i 1908 med det formål at uddele flag og faner til ungdomsorganisationer, idrætsforeninger og lignende, der vil medvirke til at holde vort smukke flag i hævd for midler indkommet ved salg af små Dannebrogs-flag. Siden 1912 har man den 15. juni solgt dette lille Dannebrogs-flag.


Fane- og flag-uddelingen finder sted ved festligheder landet over i forbindelse med flagsalget - de fleste steder ved friluftsarrangementer suppleret med aftengudstjenester. I Grenaa-kredsen foregår det med faneoptog fra Djurslands Museum i Grenaa, gennem byen til bålpladsen på Baunhøj, hvor uddelingen finder sted. Programmet vil således være, som det efterhånden har været i mange år med FDF-orkestret i spidsen for faneborgen til Baunhøj, hvor festtalen i år bliver holdt af leder af Djurslands Museum Brita Mosdal. Efter overrækkelse af flag/faner til ansøgere, og lidt underholdning af FDF-orkestret, vil faneborgen gå til Grenaa Kirke, hvor der bliver en kort andagt, der i år forestås af sognepræst Torben Rafn.

- Vi mener, det er en værdig national opgave, og mange hjælper os med at sælge de små flag, men den stigende mængde af ansøgninger om tildeling af faner/flag, sammenholdt med de store prisstigninger, har gjort det nødvendigt for os at forsøge at forøge indtægterne til formålet. Det sker så blandt andet via henvendelse til lokale virksomheder, som vi opfordrer til at hjælpe os med arbejdet. Eksempelvis ved at købe et antal flag til at forsyne og forskønne virksomhedens udgående post med i dagene omkring den 15. juni - eller på kort og lignende i forbindelse med repræsentation ved diverse mærkedage, siger Kirsten Marker fra Danmarks-Samfundet, Grenaa Kreds.


Torsdag den 15. juni 2000 er det efter sagnet 781 år siden, at Dannebrog faldt ned fra himlen ved slaget i Estland.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000