05-06-2000

Væksthøjskolen Djursland præsenterer et halmhus

Grenaa Blad logo

Væksthøjskolen Djursland i Ginnerup præsenterer deres nybyggede halmhus ved et »Åbent Halmhus-arrangement« den 14. juni med efterfølgende foredrag om økologisk byggeri af bygningskonstruktør og kursusleder Kaj Bornhøft.


Siden den 6. februar har eleverne på kurset »Spiritualitet og halmbyggeri« ved Væksthøjskolen Djursland bygget et helt hus af hovedsageligt halm, træ og ler. Eleverne har om eftermiddagen arbejdet med halmbyggeriet, mens de om formiddagen har arbejdet med personlig og spirituel udvikling sammen med skolens øvrige elever. Væksthøjskolen Djurslands kurser og foredrag er kendt for at beskæftige sig med alternativ tankegang indenfor blandt andet psykologien, og nu breder højskolen sig også til alternativ tankegang indenfor byggeriet. Efter den teoretiske undervisning med gennemgang af de tekniske problemstillinger, samt bygning af en skalamodel af huset, er det rigtige halmhus nu ved sin færdiggørelse. Højskolens halmhold arbejder energisk med at få projektet helt færdigt til den 26. juni, hvor kurset slutter.

- Byggeriet af økologiske huse interesserer en stadig større skare af mennesker. Materialernes tilbagvenden til naturen - til det store kredsløb - tiltaler mange miljøbevidste mennesker, udtaler kursusleder Kaj Bornhøft.


Han blev ansat ved Væksthøjskolen Djursland i februar for at lede arbejdet med halmhuset og undervise i de teknikker, der bruges dertil. Væksthøjskolen vil også i efteråret have kurset »Spiritualitet og halmbyggeri« på programmet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000