05-06-2000

»Rap om kap«

Grenaa Blad logo

Andevæddeløbet »Rap om kap« (1)Andevæddeløbet »Rap om kap« blev afviklet på Grenåen lørdag den 27. maj i et ikke alt for godt vejr. Dog holdt det tørvejr under selve arrangementet, der således nød nogen beskyttelse fra oven, idet det havde regnet hele formiddagen op til andevæddeløbet. Publikumsopbakningen fejlede således ikke noget, idet 1.000 plastic-ænder med hver sit nummer blev sluppet løs på Grenåen på broen ved Nyvej. Til hver and hørte et andelsbevis med en given ands nummer på. Et sådant bevis har man i ugerne op til løbet kunnet erhverve sig formedelst 25 kroner pr. stk. Det var Scleroseklubben Djursland, der stod bag arrangementet, og som dermed på markant vis var med til at fejre den landsdækkende Sclerosedag. Løbet blev i øvrigt skudt i gang af amtsrådsmedlem for Socialdemokratiet, Bent Mikkelsen.


Der var naturligvis flotte præmier til de tre første ænder i mål. Og målstregen krydsedes ved en flydespærring udsat i åen ved andedammen. De 1.000 ænder »racede« lystigt med strømmen mod målstregen, og først i mål var and nr. 845, som således gjorde sin andelsbevis-ejer et rejsegavekort på 5.000 kroner til Århus Charter rigere. Der var også flotte præmier til anden- og tredjepladsen, der blev erobret af henholdsvis nr. 224 og nr. 583. Den fulde præmieliste kan ses andetsteds i Grenaa Bladet, der i øvrigt var blandt løbets sponsorer.


Andevæddeløbet »Rap om kap« (2)

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000