05-06-2000 |
|
Store Legedag 2000 |
![]() |
Foreningslivet i Grenaa satte sammen med Folkeoplysningsudvalget og Grenaa Kommune igen i år alle sejl til for at få en spændende Store Legedag 2000. Blot havde man glemt at indforskrive vejrguderne i arrangementet, der i vid udstrækning skulle foregå på festpladsen ved Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Datoen - lørdag den 27. maj 2000 - var nemlig forbundet med rimeligt dårligt vejr. Ikke mindst om formiddagen i timerne frem til åbningen af Store Legedag klokken 11.00, hvor regnen på det nærmeste stod ned i stænger. Arrangørerne måtte derfor tage den tunge beslutning at placere stort set alle aktiviteterne indendøre i Kulturhuset Pavillonen. Men det tog dem, det hele handlede om - børnene - i stiv arm. Om man har det sjovt i det fri eller inde i en hal, kan vel i grunden også være et fedt. Som det fremgår af herstående billeder var der under alle omstændigheder masser af aktivitet i Grenaa-Hallen - ikke mindst på hoppepuden. Men altså også udendørs, hvor folk fra den lokale agility-klub demonstrerede forskellige øvelser med deres lodne, firbenede venner, som det fremgår af billedet øverst. På de andre billeder bliver der slået salto'er, skudt præcisions-skydning, spillet basketball og skabt små kunstværker i en male-workshop. Mulighederne var med andre ord mange denne Store Legedag 2000 på trods af vejrgudernes begrænsninger. Store Legedag er efterhånden blevet en rodfæstet tradition i Grenaa's foreningsliv, hvor arrangementet nyder stor opbakning. Sandsynligheden for, at der afvikles en Store Legedag 2001 er således mere end stor.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000