05-06-2000

Fokus på ungdommen i Hr. Sørens Hus i Vejlby

Grenaa Blad logo

Der afholdes påny sommerhøjskole i Hr. Sørens Hus i Vejlby. Det sker i dagene fra den 26. til den 29. juni. Dette års sommerhøjskole-tema er ungdommenDer er fokus på ungdommen, idet der i dagene fra den 26. til den 29. juni afholdes sommerhøjskole i Hr. Sørens Hus i Vejlby. Sidste år var det barndommen, der udgjorde overskriften for årets sommerhøjskole, og sognepræsten bag initiativet, Ulla Morre Bidstrup, har fundet det naturligt, at fortsætte med det næste store »livsafsnit«.

- Ungdommen sættes der i dette runde og fremadskuende år fokus på mange steder. Ved årets sommerhøjskole i Hr. Sørens Hus vil vi som sædvanligt gøre det fra mange forskellige vinkler - både den historiske, litterære og helt aktuelle, udtaler hun i programmet.


Sommerhøjskolen er også i år et tilbud til alle i pastoratet og deres sommergæster - og deltagere udefra i det omfang, der er plads. Tilmelding skal ske skriftligt til Ulla Morre Bidstrup, Ellebjergvej 1, Ålsø, 8500 Grenaa. Og senest den 15. juni.


Åbningsforedraget mandag den 26. juni er lagt i hænderne på Ann Thomsen, ansat ved Center for Ungdomsforskning ved Roskilde Universitets Center. Hendes oplæg hedder »Ungdomsliv og ungdomskultur gennem tiderne« - hvornår er ungdommen »opstået« som et særligt livsafsnit og hvad har ungdomslivet budt på gennem historien.


Om eftermiddagen tager gymnasielektor Palle Schødt Rasmussen, Grenaa, over med det berømte ungdomsoprør som emne. Ofte er nye tanker og strømninger i samfundet udsprunget af ungdommen. Det er måske aldrig sket mere markant end i årene omkring 1968. Men hvad var det egentlig ungdomsoprøret gik ud på, og hvad er der blevet af tankerne og idéerne i dag? Det vil Palle Schødt Rasmussen give sit bud på. Om aftenen ser sommerhøjskole-forsamlingen den danske film »Det store flip«, der kærligt og humoristisk viser, hvordan det var at være barn af de bevidste og selvrealiserende ungdomsoprørere i årene efter 1968.


De følgende dage handler det så via forskellige foredragsholdere om ungdommen belyst gennem litteraturen, ungdom og dannelse og endelig om unge i dag. Torsdag formiddag den 29. juni får sommerhøjskolen således besøg af Fatma Öktem Simsek. 26-årige Fatma er født i Danmark af tyrkiske forældre. Hun har i den senere tid flere gange ytret sig offentligt om at være ung i Danmark med en anden etnisk oprindelse end den danske. Denne formiddag vil hun delagtiggøre forsamlingen i dels hendes egen historie og oplevelser og dels hendes synspunkter på integration, kønsroller, generationsforholdet og religionsforskelle.


Torsdag aften sluttes der af med festmiddag i Hr. Sørens Hus. Sommerhøjskolen inkluderer også en koncert i Hoed Kirke tirsdag den 27. juni, hvor danske folkeviser i forskellige udsættelser og arrangementer, fra de klassiske til de moderne, fremføres af sangere fra Det jydske Musikkonservatorium med Brian Stengler Poulsen som dirigent.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000