22-05-2000

1.000 plastic-ænder slippes løs på Grenåen på lørdag!

Grenaa Blad logo

På lørdag den 27. maj skydes andevæddeløbet »Rap om kap« i gang på Grenåen. På dette billede kan man ane nogle af dem under et prøveløb på GrenåenAndevæddeløbet »Rap om kap« på Grenåen afvikles på lørdag den 27. maj, hvor 1.000 gule plasticænder med hver sit nummer slippes løs ved broen ved Nyvej i Grenaa. Det er Scleroseklubben Djursland, der står som arrangør, og formanden Inger Nielsen forventede i sidste uge, at alle 1.000 andelsbeviser vil være solgt, idet løbet skydes i gang af det socialdemokratiske amtsrådsmedlem Bent Mikkelsen. De 1.000 plasticænder vil efterfølgende »race« med strømmen ned mod andedammen, hvor den første and over målstregen sikrer sin andelsbevis-køber et rejsegavekort til Århus Charter på 5.000 kroner. Men der vil også være mange flotte præmier til de efterfølgende ænder. Alle vindernumrene vil blive offentliggjort i Grenaa Bladet.


Samme dag som andevæddeløbet afvikles, er det landsdækkende Sclerosedag, så Scleroseklubben Djursland sørger også for opstilling af en teltstand ved målområdet omkring Andedammen, hvorfra der vil blive uddelt informationer, kuglepenne, bolsjer og balloner med rund hånd. Desuden vil man kunne deltage i en konkurrence ved at udfylde en tipskupon, og dermed få chancen for at vinde flotte sponsorgaver. Der vil endvidere være mulighed for at melde sig ind i Scleroseforeningen denne dag. Den musikalske underholdning på dagen er lagt i hænderne på Smedebasserne.




Og her har vi så den ægte vare: En andemor med sine nyudklækkede ællinger. Om de også agter at deltage i andevæddeløbet vides ikke for nærværende

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000