22-05-2000 |
|
Husk Grenaa Løbet den 27. maj! |
![]() |
Områdets største motionsløb - Grenaa Løbet - er påny klar til at indtage Grenaa Plantage med start og mål ved Grenaa Idrætscenter. Løbet skydes i gang klokken 14.00 den 27. maj, og der skal påny løbes på to distancer. Deltagerne - hvad enten de stiller op for et firma eller som privatpersoner - kan vælge mellem en rute på 5,5 km. og én på 10 km. Arrangør er ligeledes fortsat Orienteringsklubben OK Djurs med Grenaa Bladet som en ligeså trofast løbssponsor. Løbet plejer at tiltrække en broget skare af løbere, og deltagerantallet ligger typisk mellem 250 og 300 løbere. Tilmeldingsfristen er forsåvidt overskredet hvad angår indsending af tilmeldingskuponer - som man har kunnet klippe ud af Grenaa Bladet og derpå sende til enten OK Djurs eller Grenaa Bladet - men har man ikke fået klaret denne lille sag endnu, så er det ikke for sent. I Idrætscentret kan man tilmelde sig løbet på selve løbsdagen ved at henvende sig personligt til løbsarrangøren på stedet mellem klokken 12.00 og 13.30. Børn til og med 14 år skal af med 10 kroner, mens voksne løbere skal slippe 40 kroner for at kunne deltage i det første Grenaa Løb i et helt nyt århundrede/årtusinde. Som tidligere år vil løbsresultaterne blive offentliggjort i Grenaa Bladet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000