22-05-2000 |
|
Dyrenes Gård i Balle har slået dørene op for en udviddet sæson |
![]() |
Bededag slog Dyrenes Gård, Munkholmvej 5 i Balle, op for en ny og udviddet sæson. Der er som noget nyt således åbent hver dag i hele sæsonen. Der er endvidere kommet flere nye dyr til, blandt andet vandagamer, fugleedderkopper og nye aber. Svinehaleaberne er således hentet hjem fra en tysk zoologisk have. De har gået i karantæne i otte uger, men var klar til at tage imod publikum Bededag.
Dyrene er også godt i gang med at yngle. Vaskebjørnen ligger med unger og servalen har fået killinger, som hun imidlertid afviste, så hver tredje time døgnet rundt, er der tre sultne servalkillinger, der gerne vil have sutteflaske. Silkeaberne fik sidste år i oktober 2 unger. De venter sig igen, og Dyrenes Gård forventede, at hun havde født, idet dørene blev slået op første gang i fredags.
Hvert år har Dyrenes Gård endvidere nogle dyr, som man forsøger at gøre tamme, og i år er det en gæsling og en ælling. Fra sidste år har man endvidere en tam serval og en tam vaskebjørn, som bliver taget ud flere gange om dagen. Og så må man jo heller ikke glemme slangen, som igen i år vil sprede skræk og glæde blandt publikum.
I år vil Dyrenes Gård også fodre flere af dyrene foran publikum. Aberne har man altid fodret på den måde, men nu kommer også hulepindsvin, næse- og vaskebjørne til. Det skulle give mere liv i voliéren, og man vil opleve, at det ikke altid går stille af.
På åbningsdagen var der gratis is til børnene og kaffe og kage til de voksne.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000