15-05-2000 |
|
»Frueflæsk og bøffer« i Kulturhuset Pavillonen |
![]() |
Kvindegruppen med det lidet flatterende navn »Frueflæsk og bøffer« blev dannet i Århus i 1985, og de har efterhånden optrådt over det ganske land. Blandt andet i Grenaa, og nu har Grenaa Kommunes Ligestillingsudvalg påny formået at lokke dem til Grenaa. Det sker mandag den 29. maj, hvor kvindegruppen kan opleves i Kulturhuset Pavillonen til et forårsarrangement, der efterhånden er blevet en årligt tilbagevendende tradition.
Ifølge eget udsagn er deres cabaretforestilling en omgang »saftig komik, garneret med fyldige former, elegante balancer, anstødelige kropsvridninger og tårnhøje menneskepyramider«. Der bliver vendt rundt på takt og tone, når galleriet af vanvittige kvindefigurer springer på scenen. Når de syv modige, charmerende og kugleskøre fruer optræder, er man sikker på sort humor, hvid magi og drønende aktion fra start til slut.
Cabaretforestillingen bevæger sig i grænselandet mellem teater, akrobatik og show. Hovedingredienserne i forestillingen er drømme, hemmeligheder og menneskelige relationer på godt og ondt. Og der bliver sat spørgsmålstegn ved de fremherskende kønsrollemønstre, når de vanvittige kvindefigurer springer op på scenen.
Billetter kan bestilles ved henvendelse på Grenaa Rådhus. I billetprisen er inkluderet et tag-selv-bord.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000