08-05-2000

Erik Thomsen

Grenaa Blad logo

Erik Thomsen på sin motorcykelDen lokale roadracing-kører Erik Thomsen, har netop taget hul på en ny sæson med 1. afdeling af det svenske mesterskab på Anderstorp-banen. I år kører han faktisk i to klasser. Den ene er den plejer at køre - 250 Production-klassen på en Suzuki RGV 250 cc. I den klasse var der 50 mand til start, hvor Erik Thomsen i tidtagningen fik 14. bedste tid. På grund af løbende start var der vildt kaos med masser af styrt i første sving. Henved 8 kørere måtte ned og bide i asfalt og græstørv, så efter kun tre omgange blev løbet afblæst. Ærgerligt for Erik Thomsen, som på daværende tidspunkt lå på en 5. plads i løbet. Efter en halv times oprydning af mænd og motorcykler, blev løbet startet påny. Her fik Erik Thomsen en lidt dårligere start end i første ombæring, men sluttede ikke desto mindre på en pæn 9. plads i konkurrence med 50 kørere. Heraf udgik de 17 under løbet, så der var masser af dramatik at kigge på for de cirka 3.000 tilskuere på Anderstorp.


Den anden - nye - klasse Erik Thomsen kører i er Superbike-klassen, hvor han kører på en Suzuki 750 cc med over 140 HK!! Og en topfart på 285 km/t. Der er tale om noget af en omstillingsproces at skulle føre sådan en stor motorcykel rundt på banen, når man er vant til en 250 cc, men det gik bedre og bedre som weekenden skred frem. I tidtagningen måtte han nøjes med en 23. plads ud af 32 kørere, men fik noget mere fart på i selve løbet, hvor han sluttede på en 17. plads. Et resultat Erik Thomsen finder fuldt ud tilfredsstillende, da der jo er tale om en helt ny kværn, som han endnu ikke har fået helt justeret ind. Det håber han er klaret, idet han her den 14. maj skal køre 1. afdeling af Scandinavian Open på Jyllands-Ringen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000