01-05-2000 |
|
Karen Eriksen og Hans Mortensen |
![]() |
Karen Eriksen og Hans Mortensen, danner par privat - og nu også i arbejdslivet efter Karen Eriksen har overtaget Hotel Havlund med tilhørende faciliteter fra den seneste restauratør på stedet, Arne Jørgensen. Hans Mortensen har droppet tømrerfaget for at hjælpe sin bedre halvdel med at drive såvel Hotel Havlund som Hotel Grenaa, som Karen Eriksen har været forpagter på i fem år efterhånden. Forpagter er hun også på Hotel Havlund, hvor det - som det også er tilfældet med Hotel Grenaa - er Thorkild Rørbæk Jensen, der sidder på skødet. Med andre ord ejerskabet af bygningerne. Parret har efter overtagelse givet stedet en ordentlig overhaling med nye farver på væggene og nye gardiner med videre. Specielt har caféen - der tidligere hed Havfruen - fået en ordentlig tur. Og det er netop denne café - der er omdøbt til Strandcaféen - som parret her er afbilledet i. Et sted med rigtig café-stemning og -sortiment, som Karen Eriksen forventer stor travlhed i, når først turister og andre sommerhusgæster for alvor holder deres indtog ved Grenaa Strand.
Restauranten i selve Hotel Havlund satses der også stærkt på, og det er Karen Eriksens håb og ambition, at den kan gøre sig fortjent til at få et ry som en lidt eksklusiv af slagsen.
Starten som forpagter på Hotel Havlund synes hun har været rimelig god, og hun glæder sig over de øgede muligheder for at holde flere og større selskaber.
I 1990 realiserede Scleroseforeningen en drøm om at kunne tilbyde scleroseramte ferieophold i smukke omgivelser og under handicapvenlige forhold. Dette skete med åbningen af Dronningens Ferieby ved Grenaa Strand i form af 44 handicapvenligt indrettede feriehuse tæt ved skov og strand. Her i år 2000 kan Scleroseforeningen føje endnu en nyskabelse til Dronningens Ferieby - nemlig en ny stor konferencesal med plads til 150 personer - selvsagt med alle tænkelige handicapfaciliteter. I den anledning afholdt Dronningens Ferieby reception fredag den 28. april, hvor man indviede den nye konferencesal, fejrede feriebyens 10 års fødselsdag og viste husene, området og de mange nye faciliteter frem. Dagen før - torsdag den 27. april - var Grenaa Bladets Ole Skaanning Olesen forbi stedet med sit kamera, og det kom der disse to billeder ud af. Han dumpede nemlig ind til det, som det hele handler om - stormøder i den nye konferencesal. Der var tale om et hovedbestyrelsesmøde i De Samvirkende Invalideorganisationer med 86 deltagere. De skulle blandt andet vælge ny formand, og det lod til, at de var tilfredse med forholdene. Det ku' også lige mangle andet...!
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000