01-05-2000

Nissan Fannerup har fået DAF's blå stempel

Grenaa Blad logo

Kjeld Rasmussen og Lars Rasmussen får her overrakt det synlige bevis på, at deres virksomhed er DAF-certificeret. Det er DAF's direktør Preben Kjær, der overrækker diplometNissan Fannerup ved Kjeld og Lars Rasmussen har gjort sig fortjent til at blive DAF-certificeret. På almindeligt dansk betyder det, at den lokale, autoriserede Nissan-forhandler har fået Danmarks Automobilhandler Forenings blå stempel. Der er tale om, at firmaet igennem fire måneder har fået indarbejdet, kontrolleret og efterkontrolleret 34 forskellige normer for god kundeservice. DAF's direktør Preben Kjær overrakte et diplom som bevis på certificeringen torsdag i sidste uge.


DAF-konsulenten på opgaven hedder Børge Sørensen, og det er ham, der har indstillet Nissan Fannerup til certifikat.


- Der er, gennem hele implementeringsfasen, arbejdet meget seriøst med konceptet. Virksomheden udviser gode holdninger til såvel kunder som medarbejdere. Der er udarbejdet korte beskrivelser til samtlige normer, som i dagligdagen virker som et styreværktøj. Flot arbejde, udtaler han omkring Nissan Fannerups indsats i forløbet.


Der er blevet uddelt point for hver norm, og det har så udløst et samlet pointtal. Minimumskravet for at opnå certificering er 671 point, og Nissan Fannerup var et godt stykke på den rigtige side af minimumskravet med 825 point.


- Det har været en stor mundfuld, men alle medarbejdere har taget det godt op med vores bogholder Susanne Marquardsen i spidsen som primus motor. Det har virkelig givet et generelt kvalitetsløft over hele linien. Vi har altid fokuseret meget på god kundeservice - herunder opfølgning ved et bilsalg. Men man kan altid blive bedre. Vi har ikke førhen ringet til brugtbilskøberne. På grund af DAF-konceptet gør vi også det nu, og det har givet en utrolig god respons fra kundernes side, siger Kjeld Rasmussen.


DAF's certificeringskoncept har i praksis kørt siden 1995, og blev introduceret, så kunderne - alt andet lige - kan skelne sorte og hvide får i branchen fra hinanden. Indtil videre er 488 forhandlere blevet certificeret, og Nissan Fannerup er altså nr. 488 i rækken. Preben Kjær udtalte til Grenaa Bladet, at DAF forventer at have certificeret 620 forhandlere ved årets udgang.


- Så har vi nået at certificere 70% af medlemmerne, og vi er ganske godt tilfredse med resultatet. Der er sket et generelt kvalitetsløft på alle kunderelaterede områder hos de certificerede virksomheder, og det har fra starten af været hensigten med konceptet. Vi har med andre ord villet sikre, at kunder hos certificerede DAF-medlemmer får en optimal behandling. De resterende 30% må komme med i den rækkefølge de selv vil. Det er med andre ord helt frivilligt - og er det så ikke alligevel. Det er således efterhånden hos samtlige importører og bilfabrikker er krav til forhandlerne, at de skal være DAF-certificerede, så hvis man vil beholde sin forhandling, er der typisk ikke rigtig nogen vej udenom, siger Preben Kjær, der også mener, at certificeringen er et konkurrence-parameter.


- Det er et spørgsmål om holdning og vilje, og Nissan Fannerup har udvist begge dele, og de har også vist, at det ikke nødvendigvis er de store forhandlere, der er de dygtigste til kundeservice, sagde Preben Kjær videre.


Flere udmærkelser fra Nissan Motor Danmark vedrørende kundetilfredshed, vidner da også om, at Nissan Fannerup gør hvad de kan for at stå på hovedet for kunderne. Den nyudnævnte direktør for Nissan Motor Danmark, Jannik Friis, var i øvrigt en smut forbi Fannerup onsdag i sidste uge for at ønske tillykke med DAF-certifikatet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000