24-04-2000

Drømmetydning i Naturbalancehuset

Grenaa Blad logo

Mandag den 1. maj i Kulturhuset Pavillonen vil Kirsten Gersbøll, som optakt til endnu en aften i Naturbalancehuset, give en kort introduktion i, hvordan man kan lære at forstå sine drømme og derigennem opnå større selvindsigt.


- Drømme har gennem århundreder været udsat for mange fortolkninger. Tilbage i 1600 tallet, tydede man drømme som varslinger om fremtiden, og tolkningen var fyldt med den tids tro på troldom og magi. De sidste 100 år, har man indenfor psykoanalysen - begyndende med Sigmund Freud - brugt patienters drømme som et vigtigt psykoterapeutisk redskab. Drømmeforskere har fundet ud af, at vore drømme gør et livsnødvendigt arbejde, og at de følelser, behov og tanker, vi ikke er dagsbevidste om, bliver bearbejdet og udlevet, mens vi sover. Derigennem får vi afballanceret hele vort psykiske system, fortæller Kirsten Gersbøll, og fortsætter:


- Drømmesproget er et symbolsk sprog, som optræder i mange forklædninger, og disse er lige så unikke og personlige som et fingeraftryk. Derfor kan det være svært at tyde andres og egne drømme. - Andres, fordi man ikke kender personen og egne, fordi man er for tæt på, siger hun.


Kirsten Gersbøll vil fortælle om grundlæggende teknikker og metoder til tolkning af drømme.


Drømme er underbevidsthedens gave til forståelse af vores dagsbevidsthed, mener hun.


Kirsten Gersbøll deltog i 80’erne i en række kurser om drømmenes betydning ifølge Carl Jung og Jes Bertelsen, og har fortsat holdt sig orienteret, da drømme er et område, hvor symbolsproget konstant forandrer sig, i takt med tidens udvikling. Desuden er intuition, indlevelsesevne og medmenneskelig forståelse vigtige redskaber, når man begiver sig ud i at tyde drømme. Her gælder det om, som andre steder i tilværelsen, at jo mere øvelse og erfaring man får, jo bedre bliver man.


Efter Kirsten Gersbølls oplæg vil der som sædvanlig være prøvebehandlinger ved de ca. 12 behandlere og terapeuter, som er tilknyttet Naturbalancehuset. Det foregår i denne ombæring i Grenaa Daghøjskoles lokaler i kulturhuset.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000