24-04-2000

Nu er vi helt inde ved benet på folkeskole-området!!

Grenaa Blad logo

Så skete det som vi alle har frygtet, og som politikerne i Grenaa har fremført mange fine ord om, at de ikke ville lade ske! Timetallet i Grenaa’s folkeskoler er blevet reduceret til undervisningsministeriets minimumstal. Nå nå, så må det vel være godt nok for os, eller hva’?


Nej, nej og atter nej! Grenaa hører nu til de kommuner, som ikke ønsker og evner at give sine børn en optimal grundskole-uddannelse. Vi har set besparelser i de sidste 10 år, og samtidig tales der store ord om målsætninger og fremtidsplaner, som skulle forbedre folkeskolen i vores kommune. Nu er vi inde ved benet og det eneste positive er vel, at nu kan der da ikke spares mere uden at byrådet bryder loven i dette land.


I efteråret 1999 endte byrådets budgetforhandlinger med en uspecificeret besparelse på folkeskoleområdet, med en samtidig hensigtserklæring om at det ikke måtte ramme timetallet for eleverne. Nu er det blevet pålagt skolebestyrelserne at nedsætte timetallet til minimumstallene, og for første gang indrømmer politikerne i en udtalelse fra Børne- og Ungdomsudvalget, »at ressourcerne ikke er tilstrækkelige til at opfylde de af byrådet ønskede mål for folkeskolen«!


Trods dette planlægger man fortsat, at Grenaa-modellens ny skolestart skal gennemføres i 2001, hvilket indebærer en betydelig timeforøgelse i de første 4 årgange. Det hænger ikke sammen i vores øjne. Politikerne må indse, at det koster penge at lave skole, og at det på lang sigt koster endnu flere, ikke at lave en ordentlig velfungerende skole.


På Mølleskolens bestyrelsesmøde den 12. april skulle besparelserne udmøntes i praksis. Resultatet er som følger. Timetallet nedsættes med i alt 11 timer, heraf 6 dansktimer. Vi har under tidligere sparerunder måttet lave besparelser i de »bløde« fag, svømning, sløjd m.m. I år har vi måttet hente timerne i de grundlæggende fag, især i danskundervisningen, men også billedkunst (1 time), hjemmekundskab (1 time), musik (2 timer) og natur/teknik (1 time) er blevet beskåret.


Der er skåret et antal dansktimer væk, som svarer til et barns undervisning i et helt år!


Vi har indtryk af, at ledernes udtalelse om, at kvalitet pr. time er bedre en kvantitet, har været medvirkende til udmøntningen af besparelsen. Udtalelsen er fremstillet i pressen, som om lederne nærmest ønsker færre timer, men den bunder nok mere i, at der allerede har været en skjult besparelse i form af samlæsningstimer, hvor 2 klasser kun har 1 lærer i enkelte timer, og kvaliteten af disse timer er nok ofte tvivlsom. Vores ledelse på Mølleskolen har en anden holdning, end den i pressen fremstillede, som vi fuldt ud kan tilslutte os i bestyrelsen. Vi ønsker ikke disse besparelser, og mener det er en betydelig forringelse af Grenaa kommunes folkeskole.


Til sidst: Grenaa kommune ligger skidt i arbejdsløshedsstatistikkerne, Grenaa har store problemer med en ordentlig infrastruktur i form af veje, offentlige transportmidler o.s.v. Grenaa har oplevet nedskæringer på flere af de store arbejdspladser. Det er ikke nogen løsning på økonomiske problemer at forringe folkeskolen. Skolen er en af de mest væsentlige ting, som unge mennesker i produktiv alder ser på, når de vælger, hvor de ønsker at bosætte sig. De repræsenterer det fremtidige skattegrundlag for kommunen. Vi ender med at save den gren over, som vi sidder på!


Kære politikere: Pas på vores børn! Pas på vores kommune, det er det i er sat til!



Anna Weibull,

næstformand, skolebestyrelsen på Mølleskolen

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000