24-04-2000

Værker af stor dansk kunstner udstilles på Grenaa Bibliotek!

Grenaa Blad logo

Det er værker af én af det 20. århundredes store danske kunstnere, Svend Wiig Hansen, som i perioden fra den 29. april til den 20. maj kan ses på Grenaa Bibliotek. Svend Wiig Hansen blev født i Møgeltønder i 1922 og døde den 15. marts 1997. I 1946 blev han optaget på Kunstakademiets Billedhuggerskole og var i perioden 1971-1976 professor på samme. Svend Wiig Hansen arbejdede med skulpturer, malerier, tegninger, grafik og endvidere store udsmykningsopgaver i både ind- og udland. Udstillinger og opgaver internationalt har han også haft - blandt andet og senest i 1996 som æresgæst ved Biennalen i Sao Paulo, Brasilien.


Derudover har Svend Wiig Hansen udstillet, og er repræsenteret på en lang række muséer i både ind- og udland. Blandt andet Museum of Modern Art i New York, Rufino Tamayo Museum i Mexico og British Museum i London.


Udstillingen på Grenaa Bibliotek omfatter tegninger med pastel og oliekridt, tegninger med blyant og tusch og linoliumssnit.


Udstillingen er tilrettelagt af Grenaa Kunstforening og er forårets sidste programpunkt - og vel nok på én og samme tid også højdepunktet. Udstillingen er udarbejdet som vandreudstilling fra Sammenslutningen af Danske Kunstforeninger.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000