24-04-2000

BTK Grenaa har indviet klublokale og sagt farvel til en meget hektisk sæson!

Grenaa Blad logo

Bordtennisklubben Grenaa har netop sagt farvel til sæsonen 1999/2000, der skulle vise sig at blive én af de mere hektiske og spændende af slagsen i klubbens historie. Mange aktiviteter, gode oplevelser og ditto resultater er det blevet til for klubbens spillere i sæsonens løb, og det hele er blevet kronet med indvielsen af et helt nyt klublokale i tilknytningen til det faste trænings- og spillested, Søndre Skoles festsal.


Klublokalet har meget længe stået øverst på ønskesedlen hos klubbens medlemmer.


- I år lykkedes det så, og smilene var store, da vi havde åbent hus for ungdomsspillere og deres forældre torsdag aften den 13. april, og ikke mindre store, da vi havde reception lørdag den 8. april, hvor klubbens seniorer mødte op sammen med repræsentanter fra GSI, RGI, Søndre Skole, Grenaa Kommune og venner af klubben, fortæller Knud Erik Mikkelsen fra BTK Grenaa.


Efter samtaler med GSI, Søndre Skole og kommunen lykkedes det sidste forår at finde en placeringsmulighed for et klublokale. Herefter kom der fart over feltet med ansøgninger, møder og projektforslag. Til gennemførelsen af »Projekt Klublokale« nedsatte BTK Grenaa på sidste års generalforsamling et udvalg. Gert Christensen blev valgt til koordinator i udvalget med Jan Pedersen, Jacob Gregersen, Lene Poulsen og Torsten Møller som de øvrige medlemmer.


- Her i februar fik vi tilladelse til at påbegynde byggeriet. Lokale håndværksmestre har udført murer- og tømrerarbejdet og diverse installationer. Klublokale-udvalget har stået for maling og tapetsering og indretning af lokalet med skabe, hylder, borde og så videre. Det har kostet udvalget mange timers arbejde at færdiggøre lokalet, og det er blevet et flot resultat, siger Knud Erik Mikkelsen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000