24-04-2000

1999 set med kulturhus-lederens øjne

Grenaa Blad logo

Kulturhusleder Hardy Andersen glæder sig sammen med den øvrige del af personalet enormt til den forestående om- og udbygning af Grenaa's kulturhusLederen af Kulturhuset Pavillonen, Hardy Andersen, aflagde 1999-beretning i forbindelse med det nyligt afholdte repræsentantskabsmøde i kulturhuset. Kulturhuslederen fandt, at det forgange år havde været et særdeles flot år indholdsmæssigt. I flæng nævnte han arrangementer og koncerter med navne som Lotte Heise, Allan Olsen, De Gyldne Løver, Børge Wagner, The McCalmans, Benny Andersen og Poul Dissing - endda i en dobbeltkoncert - Johannes Møllehave, Troels Kløvedal, Papa Bue & His Viking Jazz Band plus en flygelsindvielse.


- Dertil adskillige rytmiske grupper og solister som Torben Harbo Band, Beer Bottle Boogie Band, Djurs Duo, Summertrio - og oveni det et par forrygende koncerter som Østdjurs Musikforening arrangerede med Sanne Salomonsen og Poul Krebs. Læg dertil adskillige lokale rytmiske gruppe og solister foruden en 8-10 udmærkede kunstudstillinger, sagde Hardy Andersen, som dog erkendte, at ikke alle havde været imponeret over programmet.


- Vi får i årets løb mange anerkendende ord for vore arrangementer og for arbejdet i huset, men vi har også fået enkelte kritiske bemærkninger, og dem skal vi naturligvis lytte til. Enkelte siger, at vi satser meget på det sikre, men spørgsmålet er om vi overhovedet har råd til de »tynde« arrangementer. Og hvor mange mennesker får i virkeligheden glæde af dem? Enkelte har sagt, at vi gentager os selv - Papa Bue og caféerne med videre - men når vi føler interessen, skal vi vel gentage de gode arrangementer - også selv om de har været prøvet før, sagde kulturhuslederen, der ikke kunne lade være med at glæde sig over den lokale opbakning: masser af mennesker i huset og masser af goodwill, godt samarbejde med Djurslands Bank, masser af gaver til flygelindsamlingen og god støtte fra bryggeriet Carlsberg med mere.


- Vi glæder os fra husets side enormt til den kommende om- og udbygning - og vi glæder os meget til fortsat samarbejde med de foreninger, vi tidligere har samarbejdet med - og måske endnu mere til det kommende samarbejde med Grenaa Amatørteater, sagde Hardy Andersen, hvorefter han i kort form præsenterede indeværende års program i Kulturhuset Pavillonen.


Kulturhuset Pavillonen i Grenaa havde et travlt 1999 med mange koncerter og arrangementer i øvrigt.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000