24-04-2000

Kunst i Møllen 2000

Grenaa Blad logo

Baunhøj Mølles kunstudstillings-program for år 2000 er lagt i faste rammer - og er tillige udkommet på tryk i form af en folder. Som omtalt i sidste uges udgave af Grenaa Bladet er det den lokale kunstnersammenslutning »Aprilgruppen«, der lægger ud. Der var fernisering på udstillingen den 19. april, hvor Bente Gitz-Johansen fra Møllelauget åbnede den, og udstillingen kan beses frem til den 17. maj. »Aprilgruppen« udstillede for første gang sammen i 1982, og har udstillet hvert år lige siden.


Den næstfølgende udstilling løber fra den 18. maj til den 15. juni og hedder »Interferens«. Kunstnerne bag udstillingen er billedhuggeren og maleren Dick Nyhus og maleren Jørgen M. Andersen.


Fra den 18. juni til den 13. juli handler Møllens udstilling om keramik. Det har længe været et ønske fra Baunhøj Mølle's side at arrangere en udstilling af keramik med de kendte og dygtige kunstnere, som befinder sig i lokalområdet. I år er det så endelig lykkedes at samle nogle af områdets bedste keramikere - fra Langå til Helgenæs. Resultatet skulle blive en helt unik udstilling med noget af en spændvidde. Udstillerne er Inger Rokkjær, Hadsten, Aase og Troels Kvorning, Fjerupgårde pr. Nimtofte, Anne Fløche, Knebel, Malene Møller Hansen og Sverre Tveito Holmen, Egens Havhuse og Jørgen Hansen, Hyllested.


Samtidig med åbningen af keramikudstillingen deltager Baunhøj Mølle i den 7. nationale Mølledag. Mølledagen er en årligt tilbagevendende, landsdækkende begivenhed, der sætter fokus på vore gamle vand- og vindmøller og vigtigheden af at bevare denne værdifulde del af vor kulturarv. Møllen deltager også i Grenaa Open by Night den 31. maj, hvor man altså kan opleve byen sådan set lidt fra oven.


Karen Rossen udstiller i Møllen

»The Landscape Paintings« hedder Møllen's udstilling i perioden fra den 14. juli til den 3. august. Kunstneren bag udstillingen hedder Karen Rossen - bosat i New Jersey, USA, men født i Randers og desuden en trofast sommerferiegæst ved Grenaa Strand gennem mange, mange år. Karen Rossen er en internationalt anerkendt landskabsmaler. Hendes malerier er resultatet af opdagelse og genopdagelse og en sand kunstners øje for farver og lys, hedder det i programmet.


Keramikeren Anne Videbæk og maleren Julie Kjer - begge Århus - står bag en udstilling i Møllen fra den 4. august til den 24. august.


Fra den 26. august til den 10. september handler det om kunstnere på vej. I 1999 havde Baunhøj Mølle den første åbne censurerede udstilling. I år følger Møllen op med en ny udstilling med kunstnere, der er på vej. Blandt de mange udstillere fra sidste år har censurkomitéen udvalgt 12, der atter får chancen for at vise nogle af deres værker. Der er tale om sæsonens sidste udstilling, men ellers kører Møllen med den permanente udstilling »Familien Linds brød« på 1. salen. Det er Djurslands Museum, der har udarbejdet denne temaudstilling, som er lavet som en åben børnebog med tekst, tegninger og genstande. Det er kornets vej - fra kerne til brød - dagliglivet på møllen - og familien Linds gård omkring 1870, som beskrives.


Karen Rossen - en internationalt anerkendt landskabsmaler som er bosat i USA - er blandt udstillerne på Baunhøj Mølle's år 2000-program.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000