24-04-2000

18 ledige HK'ere jobroterer mens faste kontorfolk hos 6 kommuner på Djursland er på efteruddannelse

Grenaa Blad logo

Rougsø, Rønde, Nørre Djurs, Rosenholm, Grenaa og Søndehald kommuner samarbejder i øjeblikket omkring et efteruddannelses- og jobrotationsprojekt, der sender 267 kommunalt ansatte HK'ere på efteruddannelse, mens 18 ledige HK'ere er blevet ansat som vikarer i den periode projektet kører. De øvrige parter i projektet er HK Grenaa, Arbejdsformidlingen i Grenaa, Grenaa Handelsskole og Jobrotation på Djursland ved Niels Erik Iversen.


Tankerne omkring et sådant projekt blev fostret helt tilbage i 1997. Siden er der blevet arbejdet med at fastslå, om der overhovedet var behov og ønske for efteruddannelse blandt det administrative personale i de 6 kommuner. Et sådant ønske viste sig at være udtalt, hvorpå man gik i gang med at finde en anvendelig model. I første omgang gik man efter en 4 ugers model, hvor den enkelte medarbejder var på et fast 4 ugers forløb med relevante kurser. Det viste sig imidlertid at være for ufleksibelt, og det endte med, at man landede på en meget fleksibel model, hvor den enkelte medarbejder kunne plotte sig ind på en »kursus-smørrebrødsseddel« med 16 forskellige forløb - alt efter lyst, behov og interesse. 267 ansatte ønskede efteruddannelse, og tælles alle kursus-ugerne sammen skulle der i efteruddannelsesperioden - der løber fra den 1. august 1999 til den 1. september 2000 - blive afviklet flere hundrede af slagsen alt ialt.


Alle 16 mulige forløb er blevet til noget og kursuslisten rummer ting som internet, budget og regnskab, tysk, engelsk, telefonservice, teambuilding, organisation og samarbejde, kommunikation og service, kvalitetsbevidsthed med mere. Noget der altsammen foregår på Grenaa Handelsskole.


De 18 ledige vikarer er så undervejs blevet ansat på helt normal vis. Har gennemgået et opkvalificeringsforløb i foråret 1999 inden efteruddannelses-projektet gik i gang i starten af august sidste år. De ledige vikarer var forinden igennem et 16 ugers forløb med 4 ugers praktik på det pågældende ansættelsessted. Den 1. marts i år overgik de til ustøttet, ordinært arbejde, mens deres løn indtil det tidspunkt blandt andet var bundet op på regionale arbejdsmarkedsmidler, som udgør en central del af økonomien i disse jobrotationsprojekter, der giver de fastansatte efteruddannelse samtidig med, at ledige får en mulighed for at vinde/genvinde fodfæste på arbejdsmarkedet gennem vikarforløbet. Allerede på nuværende tidspunkt er 4-5 af vikarerne sikret fast arbejde efter projektforløbets afslutning.


Ordførende direktør i Grenaa Kommune, Keld Overgaard Jensen, ser jobrotation som en vigtig aktør i bestræbelserne på at få nedbragt arbejdsløsheden i området yderligere.


- Siden 1997 er arbejdsløsheden i Grenaa Kommune faldet med 2,4%. Den er i øjeblikket på omkring 7%, mens den for hele Djursland er lidt lavere. Rotation mellem ansatte og ledige er med til at understøtte denne positive udvikling. De 18 ledige har alle en god chance for at komme ind permanent i en kommunal organisation, og samtidig får vi nogle opkvalificerede og topmotiverede medarbejdere tilbage fra kursusbænken, så der er kun gode ting at sige om et sådant rotationsforløb. Det er også bydende nødvendigt med efteruddannelse med de kvalitetskrav, som det moderne arbejdsmarked fordrer af medarbejderne - ikke mindst i den offentlige forvaltning, siger Keld Overgaard Jensen, der kan se megen relevans i, at alle EDB-kurserne handler om at beherske internettet.


- De grundlæggende EDB-kursers tid er et overstået kapitel. Nu handler det om brugen af internettet som et meget vigtigt værktøj i dagligdagen. Kommunernes Landsforening sender utroligt mange ting ud til afdelingerne i den kommunale sektor. Ny lovgivning, nye forordninger med videre, så det er meget relevant med efteruddannelse på netop dette område, siger den ordførende direktør.


Steen Caspersen er én af de ledige vikarer - ansat af Grenaa Kommune med Grenaa Rådhus som arbejdsplads - og han føler, at han har fået stor udbytte af forløbet indtil videre.


- For det første blev vi godt rustet til jobdelen gennem opkvalificeringsforløbet. Vi fik bestemt meget ud af kurserne. På rådhuset har jeg så siddet i den samme forvaltning, hvor jeg så har arbejdet meget tværfagligt og lukket huller, hvor de måtte opstå på grund af faste medarbejderes kursusforløb. Det har været meget interessant, og man har været yderst venlige og hensynsfulde med hensyn til at sætte mig ind i arbejdsgangene. Jeg håber naturligvis, at der vil være en plads til mig her på rådhuset, eller et andet sted, når projektperioden udløber den 1. september, siger Steen Caspersen, der er uddannet kontorassistent - udlært i en privat virksomhed. Han havde gået ledig et halvt års tid, da muligheden for at deltage i rotationsprojektet opstod.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000