17-04-2000

Hessel-trænere fik en god start som AGF's nye træner-duo!

Grenaa Blad logo

Et nyt træner-team har set dagens lys i toppen af dansk fodbold, og konstellationen giver dønninger hele vejen til Grenaa, hvor duoen Lars Lundkvist/Kent Nielsen er blevet hentet på Hessel Gods Fodboldkostskole for at redde AGF's Superligahold fra nedrykning. Starten var udmærket, idet det lykkedes at besejre bundproppen i Faxe Kondi Ligaen, Vejle Boldklub, 2-0 på Århus Stadion i mandags. Blandt andet via et flot langskudsmål af unge Mads Jørgensen, der har rødder i Ryomgård. Og så har han en nok så kendt storebror, der hedder Martin Jørgensen. Mads Jørgensen blev i øvrigt kåret som banens bedste spiller af TV-seerne til kampen.


AGF Kontraktfodbold A/S har ansat Lars Lundkvist og Kent Nielsen som trænere for Superliga-holdet i perioden frem til den 28. maj 2000. De afløser cheftræneren gennem syv år i AGF, Peter Rudbæk, som blev fritstillet i sidste weekend med henvisning til dårlige resultater. Både Lars Lundkvist og Kent Nielsen har en fortid som topspillere på AGF's divisionshold.


Trænerudskiftningen i AGF har også fået konsekvenser for Grenaa IF's 1. hold i Jyllandsserien, hvor Kent Nielsen som bekendt er cheftræner. For at få kabalen til at gå op, har AGF måttet give Grenaa IF Fodbold en økonomisk kompensation plus en kvalificeret træner-erstatning i skikkelse af AGF's Danmarksserie-træner Per Agerskov, der sidder på bænken for sit nye hold for første gang i denne weekend - lørdag den 15. april - hvor Grenaa-holdet møder TST 79 fra Tilst på Grenaa Stadion. Foreløbigt har én hjemmekamp og to udekampe udløst én sejr og to nederlag for GIF, der måske derfor også står og har brug for en træner-effekt, som kan tilføre holdet nogle flere point på tavlen. Når det midlertidige træner-job i AGF er overstået vender Kent Nielsen dog tilbage til trænerposten i GIF. Han er i øvrigt ved at gøre karriere som midlertidig træner rundt omkring i det jyske, idet Horsens AC i rækken lige under Faxe Kondi Ligaen også har gjort brug af hans evner som fodboldtræner. Med stor succes rent faktisk. AGF håber helt givet på noget tilsvarende fra den tidligere landsholdsspiller, hvis karrieremæssige højdepunkt var EM-sejren i Sverige i 1992.


Lars Lundkvist og Kent Nielsens næste opgave som trænerduo for AGF bliver givet noget sværere end den i mandags. Holdet skal søndag den 16. april møde Brøndby IF på Brøndby Stadion. En kamp, der også sendes direkte på TV3 Plus.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000