17-04-2000 |
|
Boligminister på fransk visit i Grenaa |
![]() |
Boligminister Jytte Andersen (S) var på fransk visit i Grenaa mandag den 10. april. Det var Socialdemokratiet i Grenaa, der havde inviteret hende på besøg i forbindelse med et debatmøde om Euroen i Kulturhuset Pavillonen samme dag om aftenen. Men forinden havde ministeren lejlighed til at studere nogle lokale boligløsninger, som hun ikke kunne lade være med at blive imponeret over. Hun besøgte således først Ældrecentret Posthaven, der består af et aktivitetscenter, en plejehjemsdel og 45 ældreboliger i tilknytning til centerdelen. Områdeleder Ninna Thomsen bød velkommen, og orienterede derpå om Posthaveprojektet. En høj grad af brugeraktivitet og brugerindflydelse er med til at sikre et aktivt og levende otium for de efterlønnere og pensionister, der benytter sig af centret i ét eller andet omfang. 180 brugere drøner igennem centret hvert døgn, og cirka 60 frivillige hjælpere er med til at opretholde et højt aktivitetsniveau, fortalte Ninna Thomsen en imponeret minister, der selv har siddet i en plejehjemsbestyrelse i København, hvor oplevelsen af tristesse og tomgang nærmest var monumental i forhold til den livsglæde og aktivitet, der udspiller sig dag ud og dag ind i Posthavecentret.
- I har vel ikke fire mere af den her slags, sagde ministeren på et tidspunkt under orienteringen i hjørnecaféen.
Forretningsfører i De Vanføres Boligselskab, der står bag opførelsen af de 45 ældreboliger i tilknytning til centret, Frede Frandsen, gav derpå en orientering om denne del af projektet. Herefter var der rundvisning i centret, hvorunder to af ældreboligerne blev vist frem for ministeren
- Det er ikke just det billede af plejehjem/ældrecentre, som man får via pressen normalt. Her tegnes der et andet og mere dystert billede, hvilket gør mange ældre bange og utrygge ved det at flytte på plejehjem. Den her historie giver et helt andet billede af, hvordan det kan være. Det er flot, at i får koblet det aktive liv ind i det hele. At aktive, raske ældre sættes i sammenhæng med de svage. Det hele ser ualmindeligt lækkert ud. Ikke mindst bygninger, som er arkitektonisk meget vellykkede - moderne uden at være fremmedgørende, sagde Jytte Andersen blandt andet.
Ålunden/Ådalen
Efter besøget i Posthaven blev Jytte Andersen transporteret til Boligselskabet Grenaa af 1945's boligprojekt i Ålunden/Ådalen i Grenaa - 24 ældreboliger og 16 almene boliger. Her havde hun i beboerhuset lejlighed til af hilse på såvel selskabsbestyrelsen som afdelingsbestyrelsen. Formanden for »1945«, Birte Nørager, orienterede ved denne lejlighed ministeren om boligselskabet i almindelighed og byggeprojektet i Ålunden/Ådalen i særdeleshed. Hun kunne blandt andet fortælle, at en større indvielse af byggeprojektet er nært forestående, idet der den 27. april afholdes reception/indvielse af byggeriet - herunder afsløringen af et kunstværk.
To lejligheder blev vist frem for ministeren, der på den led havde lejlighed til at hilse på og snakke med Clara Friis, Ådalen 4D, der bor i en 2-værelses ældrebolig, og med Gerda og Kaj Bojer i Ålunden 11A.
Herefter var det ifølge programmet meningen, at ministeren skulle have været et smut forbi IT-College Denmark, som »1945« også er bygherre for, men Jytte Andersens fly ankom til Tirstrup med forsinkelse, så dette programpunkt måtte skrottes.
- Det var naturligvis beklageligt, men så har vi jo også noget at vise frem for ministeren næste gang hun kommer til Grenaa. Ved den lejlighed kunne jeg også godt tænke mig at vise hende ejendommen Lillegade 27, som vi har fået en bevaringspris for, siger Birte Nørager til Grenaa Bladet.
Om aftenen talte ministeren varmt for Danmarks indtræden i den europæiske monetære union - også kaldet Euroen - på et debatmøde i Kulturhuset Pavillonen. Cirka 50 personer mødte op til dette møde, der var arrangeret af Socialdemokratiet i Grenaa. Under besøget i Grenaa blev Jytte Andersen eskorteret rundt af tre lokale partifæller i skikkelse af folketingsmedlem Jan Petersen, amtsrådsmedlem Bent Mikkelsen og borgmester Gert Schou.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000